Ting at glæde sig til...

Om små 2 uger kommer Henrik på besøg - og lidt senere samme dag ankommer Sanne! Helt fantastisk at kunne se frem til at forårs-besøgs-runden starter op igen. Sanne og jeg kender Henrik fra en ganske vellykket Festen & Gæsten nytårsaften, så de kan sagtens hygge sig mens jeg er på arbejde.
10.-22. april er jeg på ferie i Danmark, har selvfølgelig allerede planer, men tror ikke jeg er helt så booket som sidste gang - hvilket er 8 måneder siden!
Når jeg kommer tilbage er Louise fra mit speciale sted på besøg i New York, så vi kan forhåbentlig nå at se hinanden.
I starten af maj er det så tid til besøg fra Maja og Camilla, og der er allerede planer om at opleve Amateur Night på Apollo teateret.
Der venter mig en forlænget weekend i Boston med Tom i slutningen af maj, glæder mig til at gense byen.
Og som rosinen i pølseenden besøg fra Helena og Katja i starten af juni.

Mit mentale helbred er muligvis i bedring. Har løbende haft samtaler med en psykiater og meget hurtigt gik vi væk fra at snakke om overfaldet og begyndte at snakke om de ting der nogle gange hæmmer mig i arbejdssituationer. Jeg har vidst beskrevet før at det er som om den angst jeg måske burde føle for at blive overfaldet igen har fundet et afløb og forstærket den angst jeg føler for ikke at være god nok til mit arbejde. Jeg tager medicin der dæmper angsten og efter min sidste samtale hos psykiateren, blev vi enige om at jeg efterhånden er tilbage til et mere normalt niveau af stress og dårlig samvittighed i forhold til arbejdet. Medicinen tager jeg fortsat og jeg tror på at den har hjulpet mig med at dæmpe min angst nok til at jeg igen har kunne opleve at jeg kan udføre mit arbejde. Læste denne artikel om at dårligt mentalt helbred er et stigende problem blandt akademikere, jeg kan genkende meget, men heldigvis har jeg aldrig været i nærheden af de mørkeste tanker nævnt i den artikel.

1 år på Garden Street

Jeg har lige indset at jeg har boet sammen med David i et år, så gik tilbage og læste mit indlæg fra den gang. Vi har lige lavet en ny 6 måneders kontrakt, men det er underligt at tænke på, at når den udløber 31. juli skal David måske til at se sig om efter en ny bofælle, da jeg så kun har 3 måneder tilbage på arbejdet. Jeg har haft lovet mig selv, at jeg vil finde ud af hvad der skal ske nu her efter nytår, men det er jeg ikke rigtig kommet i gang med, men hvis mit nuværende gode humør kunne lede til lidt overskud bliver der måske også snart tid til det. I dag kastede jeg mig ud i 2 timers meditation for begyndere på Manhattan, i håb om at det kan hjælpe mig til at (gen)vinde lidt kontrol over min hverdag.

Stilhed på bloggen

Det har været svært for mig at tage mig sammen til at skrive om hvordan det går her. Jeg tænker at formatet efterhånden er for kedeligt og måske giver det bare ikke mening at skrive videre efter 10 måneder. Da jeg skulle tager beslutningen om at tage af sted igen, var jeg glad for at jeg kunne læse om nogle af mine tanker da jeg var i Boston, men især når der er gået mange dage uden en opdatering føles det hele lidt som en pligt. Der er også stadig mange følelser omkring arbejdet og det at være så langt væk fra familie og venner i Danmark som jeg alligevel censurer her.
Mens jeg tænker over hvordan jeg vil gribe det an, kan jeg jo prøve at realisere idéen om at sætte lidt flere ”hverdag i USA” billeder på bloggen…

I USA hegner man folk der drikker øl inde...

Minder

Inden jeg forsvarede min ph.d. havde jeg købt en bog, som jeg havde planer om at bruge som gæstebog til receptionen, men da jeg glemte at tage bogen frem blev denne idé ikke til noget. Det jeg så gjorde i stedet, var at sætte alle de lykønskningskort jeg havde fået ind i den. Jeg tog bogen med til USA og har siden sat minder og breve/kort ind i den samt tilføjet lidt tekst. Den er nu ved at være næsten fuld og da min gode Moleskine pen løb tør passede det med at jeg kunne bestille en ny bog sammen med en refill til pennen.

Min første bog spækket med minder, ovenpå den nye bog:

Jeg er virkelig taknemmelig over at have haft så mange gode oplevelser på under et år!

Selvopfattelse

I weekenden var jeg i Brooklyn (igen, det er fjerde weekend i træk) med Joanne. Vi tog til Mermaid Parade i Coney Island og det var lidt af en udflugt, da det tog halvanden time med PATH og subway. Vi fik set lidt på stranden og set en masse mænd, kvinder og børn i hav-relaterede udklædninger, så jeg har fået tilføjet lidt billeder til albummet til højre.
Joanne er god til at få taget billeder af os og jeg har ikke så mange af de folk jeg møder herover (eller mig selv), så jeg spurgte om hun ville sende nogle til mig. Da jeg så dette billede var jeg kortvarigt i tvivl om det var mig:

Jeg ved godt jeg har tabt mig (det er blevet til 10 kg siden 1. januar 2012, i varierende tempo) men alligevel synes jeg at der er mindre af den Louise på det billede end hende der er i spejlet. Jeg må også sige at det endelig at få en krone på den fortand der sad skævt og blev ved med at blive blålig at se på, har gjort at jeg nu smiler mindre anstrengt på billeder. Så måske skal jeg prøve at ændre min selvopfattelse lidt, for den er måske ikke helt korrekt.
Efter paraden tog vi til koncert med bandet White Denim. Det var et koncert sted/bar/restaurant/bowling hal, så mens opvarmningsbandene spillede var der folk der bowlede. Billetterne havde jeg fået af min bofælle der ikke kunne bruge dem, da han var i Atlantic City den weekend.
Søndag så jeg fodbold (Philadelphia Union mod New York Red Bulls) med et par danskere udendørs på storskærm i Hoboken med udsigt til Lower Manhattan:

Det er også den udsigt vi har til yoga, hvor der er tid til at nyde den. I mandags deltog jeg i gratis CrossFit hvor jeg havde alt for travlt til at se op og har haft ondt i kroppen tirsdag og onsdag. I aften er der Les Misérables på programmet og min kollega, der tidligere har boet i Hoboken, kommer forbi for at se filmen.
Så den første ildflue i mandags, skal hilse og sige de ikke er nemme at tage et billede af, men huskede glad tilbage på da jeg for 7 år siden rendte rundt på en mark i Pennsylvania og samlede dem i et syltetøjsglas.

Det er svært ikke at være glad...

Når man på vej hjem fra arbejde bliver mødt af en amerikansk forårssol der varmer lige så meget, hvis ikke mere, end en dansk sommersol.
Når man er omgivet af flinke folk, lige fra bofælle og kollegaer til togkonduktørerne på de nye togafgange, der er begyndt at genkende mig.
Når man lige har haft besøg af forældrene og når Sine og hendes veninde lander i aften og bliver helt til mandag.
Når amerikanske skattefar har givet mig ret i at jeg skal have penge tilbage og udbetalt dem.
Alligevel saboterer jeg det hele med sorte tanker og knude i maven. Mest over mit arbejde, hvilket er så dumt. Jeg havde lovet mig selv at jeg aldrig igen ville have det dårligt i længere tid over en arbejdssituation, men føler jeg står der igen hvor alt er uoverskueligt. Jeg har oplevet "mærkedags"-kriser før, så ved godt det ikke er tilfældigt at dette rammer lige oven i at jeg har været her i et halvt år. Jeg føler at jeg ikke har nået nok i laboratoriet, at jeg ikke har læst nok artikler, at jeg ikke kan overskue mit eget projekt, at jeg ikke er selvstændig nok til at være postdooc... Jeg ved godt at løsningen er at snakke med min chef om at jeg har brug for mere støtte, men føler at jeg vil skuffe ham, og ikke mindst mig selv, så jeg udskyder hele tiden at tage den snak med ham (vi har haft samtaler om data). Jeg smiler og siger jeg har det fint når folk spørger og derfor har jeg brug for skrive ned hvordan jeg har det, selvom det kun er for min egen skyld.

Min bofælle har foreslået at vi gå ud og drikker en øl, det er nok ikke løsningen på lang sigt, men lige nu lyder det ret godt!

Tilføjet: Vi fik et par øl og ikke mindst nogle pomfritter (er ikke helt sikker på at den stavemåde er lovlig ifølge sprognævnet) på vejen hjem, og kom til at lokke den tidligere bofælle ud til en enkelt. Onsdags-øl kan godt hjælpe på sort humør! Så nu skal jeg bare have tiden til at gå til pigerne dukker op...

Om ægte samtaler

Har her til aften haft en rigtig god snak med en ven hjemme i Danmark, nu sidder jeg og føler mig positiv og glad. På en måde overvejer jeg hvorfor jeg ikke er i Danmark når jeg har venner og familie jeg savner, men samtidig gav det mig også en fornyet overbevisning om at jeg gør det der er rigtigt for mig lige nu.
Der er jo en vis grad af censur når man skriver noget som alle kan se og et par af mine venner får den rå udgave af mine oplevelser, jeg tager hatten af for at de gider høre på det! Det er usammenhængende tanker om op- og nedturer i en pærevælling, men tror det er nogenlunde normalt når man er langt væk hjemme fra...

Træthed

Jeg er træt her til aften og overvejer at gå tidligt i seng.
I går var jeg til European Happy Hour Meet Up i NYC og havde en sjov aften. Endte dog med at snakke en del med de danskere der kom, burde måske have snakket lidt mere med de andre europæere. Der er grupperinger mellem danskerne jeg møder og egentlig er det et lille samfund, for tiden føler jeg en ubestemmelig angst for at træde de forkerte over tæerne og blive udstødt. Det hjælper meget at være åben og snakke med folk, men jeg sidder også tilbage med en følelse af at vende vrangen ud på mig selv. Jeg har lyst til at lukke verden lidt ude og bare være mig, måske bare en weekend.
Det kan være lidt uoverskueligt med alle de muligheder der er for at møde folk i NYC og man går jo altid glip af et eller andet. Jeg føler mig heldig at jeg har mødt nogle flinke mennesker ind til videre. Faktisk har en del af dem været her længere end mig og har planer om at blive endnu længere, så de må være ret trænede i at møde nye mennesker hele tiden.
Jeg tror det er sengetid nu. Der er to uger til tredje sæson af Game of Thrones starter igen og jeg er kun halvvejs gennem tredje bog, måske kan jeg nå at læse mere end en side inden mine øjne ikke kan holde sig åbne mere. Selvom jeg stadig ikke har skaffet et fjernsyn får jeg brugt Hulu og kan godt ende med at se fjernsyn på iPad’en i sengen. Helt ærligt tror jeg ikke jeg får anskaffet mig et fjernsyn, min bofælle har jo også allerede et og jeg må gerne se med, så der er planer om Game of Thrones søndags-hygge snart.

En heldig kartoffel

Status efter 4 måneder i USA er at jeg føler mig heldig. En fantastisk jobmulighed blev kastet i nakken på mig og for næsten et år siden tog jeg til jobsamtale. Allerede den gang gik det hele næsten for nemt, da Louise sprang til for at tage med til NYC på ferie. Når projektet så lyder spændende, cheferne virker dygtige, man skal bo i nærheden af NYC og man er den person de helst vil ansætte skal man da være ude på at sabotere sit eget held når man vil tænke over det - men det gjorde jeg nu alligevel i en uge...
Der er dage hvor man kan være lidt trist, hjemme ved jeg som regel hvem der er friske på en fredags-øl, en biograftur, en koncert eller bare hygge foran fjernsynet. Men jeg synes faktisk det går ret godt med at få nogle gode oplevelser, selvom jeg må opregulere selskabeligheds-genet. Så er jeg også så heldig at jeg har nogle fantastiske venner der ikke har noget i mod at slå et smut forbi NYC, så jeg glæder mig til besøg fra Danmark i april og maj.
Mit gode humør bliver ikke ringere af at jeg har travlt på arbejdet, jeg føler mig udfordret samtidig med at jeg bliver mere tryg i det nye laboratorie. Jeg nyder ikke at skulle bruge tid på undervisning eller kurser, så måske egner jeg mig ret dårligt til at arbejde på et dansk universitet, men så er det jo godt at jeg er her lige nu.

Vintergækker/snowdrops, South Orange, NJ:

Who am I kidding? I’m still just a Dane

Bedst som jeg troede at jeg var under amerikansk indflydelse, bliver jeg alligevel mindet om kulturforskelle. Jeg gør mig umage for at huske at spørge ”how are you”, men alligevel kommer jeg ofte til bare at sige hej til folk når jeg ser dem på arbejdet, mest når jeg ikke har tid til at snakke. Jeg glemmer at det ikke behøver at være en invitationen til en længere samtale her, men at det mest bare er en høflighedsfrase. En af mine kollegaer var i hvert tilfælde så sød at nævne, at nogle af dem i dyrestalden var i tvivl om jeg ikke kunne lide dem, da de synes jeg var lidt kort for hovedet. Jeg tillægger altså også det at jeg har maske på i dyrestalden noget af skylden, men nu gør jeg mig ekstra umage med at huske at spørge hvordan de har det og vinke i håb om at det hjælper når man nu ikke kan se at jeg smiler under masken.

Jeg kan godt se at det ikke er så nemt at forholde sig til én der ser sådan her ud:

I onsdags tog jeg med til European Happy Hour i NYC for anden gang, det bliver arrangeret af en dansker jeg mødte til Danes in NYC arrangement. Gruppen mødes til et par øl/drinks og hygge snak, da den for nyeligt er startet op igen er der er ikke nogen der kender hinanden særlig godt. Jeg er muligvis den der har været her i kortest tid, men så kan jeg jo lære lidt af de andre. Jeg er rigtig glad for at jeg får taget mig sammen til at kommer af sted til sådan nogle ting, det er jo lidt besværligt når man skal hele vejen fra New Jersey, men jeg får dog lov til at være med selvom jeg jo faktisk ikke bor i NYC.

På arbejdet har jeg kastet mig over en ny teknik. Jeg har indtil videre isoleret neuroner fra et lille område i hjernen, nu fikserer jeg hele hjernen for at kunne se på neuronerne i deres korrekte omgivelser. Det er gået ret nemt da der er styr på grund teknikkerne i laboratoriet og folk er rigtig flinke til at lære fra sig.

Rastløs

Jeg har følt mig ret ovenpå på det sidste og sådan noget hævner sig jo som bekendt. I weekenden har jeg været ramt af en ubestemmelig rastløshed og følt mig lidt ensom. Selvom jeg lærer folk at kende her, savner jeg at kunne tage forbi hos jer derhjemme til en rigtig snak ansigt til ansigt. Jeg har ellers både fået snakket med mine forældre, Maja samt Kasper og Wenche, så burde egentlig ikke brokke mig, men mer’ vil ha’ mer’.
Jeg tror måske mit lidt dårlige humør skyldes at det hele er ved at blive hverdag igen. Egentlig noget jeg har glædet mig til, men det er måske alligevel mere spændende når der sker en masse om ørene på én. Jeg vil jo rigtig gerne blive boende i lejligheden, men det er også lidt underligt pludselig igen at have flere ting end jeg kan slæbe.
Jeg kan glæde mig over at maj sniger sig nærmere hvor jeg får besøg af Camilla (fra min gymnasieklasse) og hendes kæreste. Derudover kommer Maria (fra min læsegruppe på biologistudiet) også forbi NYC i maj med hendes kæreste og deres datter, de skal godt nok bo på Manhattan, men regner da med at jeg kan nå at få dem set.
I dag var det Presidents’ Day, der var en helligdag på hospitalet hvor jeg er arbejder, men ikke for os der får løn fra universitetet, så vi var to postdocs og to ph.d. studerende på arbejde. Jeg har ret travlt resten af ugen og regner med at komme i gang med en ny teknik, så det skal nok fordrive tankerne om kedelig hverdag. Derudover er det begyndt at være lyst når jeg går hjemmefra om morgenen kl. 6:40 og det burde også hjælpe på humøret.

Det er ellers svært at være negativ så tæt på NYC, måske kan nogle flere ture over (eller retter sagt under) Hundson River klare mit tungsind:

When in NYC…

Jeg har grinet af disse observationer omkring danskeres mentalitet og jeg kan nikke genkendende til det meste. Jeg kan se hvor jeg kan forbedre mig, men synes også stadig at nogle af de ting amerikanerne gør er underlige, men ”when in Rome, do as the Romans do” eller i dette tilfælde USA, så man må jo prøve at tilpasse sig.
I fredags omfavnede jeg i hvert tilfælde den amerikanske indstilling der byder at man kan få nye venner meget hurtigt. Jeg var til Danes in NYC arrangement på en bar på Lower East Side og finder ud af at én af de andre danskere også gerne vil se det danske band The Blue Van der spiller en koncert i NYC en torsdag i marts. Før jeg får tænkt at sådan opfører man sig ikke som dansker havde jeg inviteret ham til koncert, heldigvis ville han gerne med for jeg har ikke kunne lokke Thomas (tidligere danske room mate) og prøver også hos mine kollegaer, men tror ikke de orker at skulle finde hjem til New Jersey fra NYC en torsdag aften. I dag snakkede jeg med David (room mate) om hvordan jeg efterhånden er blevet mere amerikaniseret og han tilbød, som den ægte amerikaner han er, at hvis danskeren springer fra skal han nok tage med – og mig skal man ikke tilbyde noget man ikke mener, jeg tager bare imod tilbuddet da jeg som dansker går ud fra han mener det. Thomas, nye koncert-buddy og jeg skal også til D-A-D koncert i marts og jeg prøver faktisk at lokke David med, tror det kunne være en sjov oplevelse for en amerikaner at se danskere synge med på Bad Craziness.
Jeg har haft travlt på arbejdet i denne uge og jeg nyder det. Det er dejligt at føle sig produktiv og mine rotter er ved at vokse sig store. Jeg hører en del podcasts mens jeg vejer rotterne og deres foder og kan anbefale Videnskabens Verden fra 12. februar 2013 da der er en snak med en dansk forsker bosat i NYC (fra 18 minutter inde i udsendelsen og frem).
Det har været Valentine’s Day og det undgår ikke ens opmærksomhed i USA. Jeg har set medlidende på mænd der har måtte slæbe blomster og chokolade hjem, jeg er sådan set okay med at amerikanerne har tradiotionen er nok bare lidt gnaven over at den bliver påduttet os i Danmark – altså ikke af USA, men af blomsterhandlerne.
I dag fik jeg lyst til at tage til Manhattan for at gå rundt – bare fordi jeg kan. Gik og skrev med Sine, smuttede forbi Washington Square Park, men efterhånden blev det alligevel for koldt til at være uden for, vinteren har ikke helt sluppet sit greb endnu.

Kom tilfældigvis forbi bygningen de filmer i tv-serien Friends, synes dog ikke den ser så bekendt ud som den burde når man tænker på hvor mange af de afsnit jeg har set:

Rat babies

Jeg er blevet plejemor for 137 rotter der er 3-4 uger gamle! De er allerede ved at være lidt for store til at være nuttede og DIO (Diet Induced Obesity) rotterne er begyndt at veje mere end DR (Diet Resistant) rotterne. Rotterne og deres fødeindtag skal vejes en gang om ugen, og det er en gang om ugen fra da de blev født og de er selvfølgelig ikke født samme dag. Rotterne skal senere på en høj energi kost og så om 2 måneder skal vi bruge dem der tager mest på og dem der bedst undgår at tage på, en del af vævet skal afleveres til den gruppe på Columbia som jeg også er tilknyttet.

Ét af de to rum med mine rotter:

Der er nu gået 3 måneder siden jeg forsvarede min ph.d. afhandling, hvilket betyder at jeg snart har været i USA i 3 måneder. Derudover er det også snart 3 år siden jeg tog til Boston og jeg undre mig over hvor tiden dog bliver af. Jeg synes oftest at det går for langsomt med at få produceret noget på arbejdet og jeg render stadig rundt med den evige dårlige samvittighed der satte ind under min tid som ph.d. studerende. Jeg prøver at huske på at jeg har skiftet emne og det tager tid at få styr på det hele – og min chef valgte at ansætte mig selvom han godt vidste at jeg ikke havde nogen særlig erfaring med neurobiologi.
Jeg har frygtet hvordan jeg ville have det efter 3-4 måneder herover, fordi jeg husker hvor meget jeg glædede mig til at komme hjem fra Boston, men heldigvis er jeg anderledes indstillet på at være her. Måske er det fordi der er sket så meget på det sidste og fordi jeg rent faktisk har lært folk at kende på arbejdet og privat. Jeg er på nuværende tidspunkt mere bange for at jeg vil komme til at savne mit liv her når jeg skal hjem - jeg savner stadig København og jer derhjemme, men på en udholdelig måde!

Krisen klaret (tror jeg)

Det går bedre her efter nogle gode dage på arbejde og aftener hvor jeg er gået meget tidligt i seng. Det er rart at være i gang i laboratoriet og selvom der er frostgrader udenfor skinner solen, hvilket bestemt har en positiv effekt. Det hjælper også at høre hjemmefra at selvom man nu bor lige ved siden af New York og ikke burde ønske mere, er det helt normalt at weekenderne kan føles lidt lange når man er langt væk. Så måske er der ikke så meget mere at være trist over i denne omgang.
Som skrevet går det frem ad på arbejdet. Jeg har været ret selvkørende i disse dage hvor Christelle (postdoc) er hjemme i Frankrig på besøg, hun har lært mig teknikken jeg arbejder med så får derfor mange spørgsmål i tide og utide. I dag aftalte jeg med chefen at vi i næste uge skal se på mine foreløbige data. Jeg har øvet teknikken til at isolere primære neuroner og måler derefter deres reaktion på glukose (et sukkerstof, kaldes druesukker), leptin (vægtregulerende hormon der dannes i fedt og virker i hjernen) og glutamat (aminosyre der fungere som signalstof i hjernen). Jeg får stadig varierende kvalitet af celler, men det går i den rigtige retning. Nu hvor håndværket begynder at være på plads skal jeg lære mere om vurderingen og klassificeringen af cellerne, som min chef sagde ”we’ll make a neurologist out of you soon enough”.
Jeg er måske endelig blevet ansat på the VA Medical Center. De krævede at jeg skulle have et social security nummer og igennem helbredstjek og baggrundstjek før de kunne ansætte mig. Så jeg har været i kontakt med nogle af jer der hjemme for at høre om i vil kunne bekræfte forskellige oplysninger for mig, som hvor jeg har boet, hvornår jeg var arbejdsløs og at jeg er den jeg siger jeg er. Mine kollegaer kunne fortælle at kontaktpersoner i USA får brev fra FBI, nu får vi at se om det sker, for jeg er vidst allerede godkendt. Det kan have gået hurtigt fordi jeg har fået en visum og allerede er ansat på New Jersey Medical School, hvor de har lavet et baggrundstjek på mig, dog ikke helt så grundigt.
Jeg overvejer hvad jeg skal kaste mig over i weekenden så jeg ikke bliver grebet af hjemve igen. Jeg burde virkelig få købt nogle nye støvler, hullet i hælen på mine gamle Sorel støvler er blevet så stort at jeg nu må gå på tæer gennem vandpytter.

Nytårs krise?

Jeg føler mig lidt ramt af hjemve, eller rettere sagt venner/familie-savn. Som jeg skrev i går er det nok afledt af at jeg har planlagt frem mod julen og besøg de første 2 måneder. Nu hvor mine forældre har været her, prøver jeg at komme i tanke hvordan en hverdag hænger sammen. Heldigvis er det bedre når jeg er på arbejde, det ville jo være uudholdeligt hvis arbejdet ikke var en god oplevelse. Jeg bliver åbenbart trist hvis jeg ikke har noget at lave, for så savner jeg jer der hjemme. Jeg må huske at lave nogle planer, selvom jeg når jeg får idéen synes at afslapning uden planer lyder fint.
Jeg vidste jo godt at når man tager af sted vil der være perioder hvor man savner dem der hjemme. Det føles som om jeg pludselig kommer jeg i tanke om alt det jeg går glip af når jeg sidder her, også de helt små hverdagsting. Heldigvis har der indtil videre været få dårlige dage og mange gode. Jeg synes allerede at arbejdsdagen i dag og tog turen frem og tilbage, som jeg stadig synes godt om, har hjulpet. Jeg trængte alligevel til at fortælle om hvordan jeg har det lige nu, det er jo for nemt at uploade nogle billeder af New York og sige man har det godt hele tiden. Apropos overskudsagtige billeder, så har jeg uploadet de sidste billeder fra 2012 til albummet New Jersey/New York 2012.
Lidt dansk silk (julegave fra min moster Anette) og en fantastisk dansk Liebe slikskål (julegave fra Sanne) hjælper på hjemve:

The adventures of new Louise

I dag tog jeg forbi den nye lejlighed for at betale depositum. Jeg snakkede lidt mere med David jeg skal dele lejlighed med og mødte også ”the land lady” og hendes lille hund. Jeg kan købe en del møbler af den Louise der bor der nu og jeg har fået navnet ”new Louise” så det er til at kende forskel på os. Måske er det ikke helt tosset at være new Louise, jeg er i hvert tilfælde glad for at jeg tog beslutningen om at prøve USA eventyret. For nogle år tilbage så jeg ikke mig selv rejse til udlandet for at arbejde, men nu kan jeg godt mærke hvor meget jeg trængte til at få ændret de gamle rutiner og opleve noget andet. Jeg glæder mig allerede utrolig meget til at skulle flytte ind i den nye lejlighed, hvilket kan blive så tidligt som slutningen af januar. Jeg har en aftale med Thomas frem til midt februar, så jeg kan jo flytte i ro og mag.
Lørdag tog jeg i biografen i Newport for at se første del af Hobbitten og det var som at blive taget tilbage til da jeg sad i biografen og så Ringenes Herre filmene. Jeg synes det var en god film, selvom jeg selvfølgelig gerne vil se de næste to film med det samme. Der ventede en pakke på mig med kalendergave 13-24 fra Sanne da jeg kom hjem.
Jeg har nogle søndage følte mig ensom, men det har der slet ikke været tid til i dag og Sanne havde også sørget for at dagens pakke indeholdte en DVD med filmen Mary and Max, en animeret modellervoks film der bl.a. foregår i New York City. Sanne kendte ikke filmen på forhånd men den viste sig at være rigtig god og det minder mig om da Sanne valgte bøger til mig på skole biblioteket ud fra om forsiden så interessant ud. Derudover fik jeg snakket med Sanne før og efter jeg havde været forbi den nye lejlighed. Når man tager store beslutninger, som hvor man skal bo, er det jo fantastisk at kunne finde Sanne på Skype, selvom det er lidt sent i Danmark, og få en snak midt i et amerikansk supermarked.
Om 5 dage er mine forældre her, det er ret utroligt at det allerede næsten er jul…

Lidt om julen

Når man er ude for at handle i disse dage, i opholdet mellem de sporadiske haglbyger, kan man jo ikke undgå at opdage at det ”snart” er jul. Når man så står der i Netto og kigger på hylderne der bugner med julegodter tænker man på alt det man sikker ikke kan få i USA, så jeg har allerede spist både snebolde og klejner i år - overvejer om man også lige skal lave risengrød en aften. Jeg glæder mig faktisk til at opleve jul i USA og især i New York City, derudover har mine forældre allerede planlagt et julebesøg. Dog forudser jeg hjemve i december, men mon ikke jeg ville opleve lidt af det ind i mellem lige meget hvilken måned det er.

Og lige en anbefaling til jer der må blive hjemme i Danmark: var forbi Brass Monkey med Sanne i går og fik drinks med ild i serveret i zombie kranier – need I say more!?!