Viser opslag med etiketten Besøg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Besøg. Vis alle opslag

onsdag den 9. april 2014

Besøg, ferie og forandringer

Jeg har haft besøg af Sanne og Henrik, i henholdvis 1 og 2 uger. Det har været travlt og jeg har sovet alt for lidt, men samtidig har det været skønt. Vi har oplevet en masse, selvfølgelig sightseeing i NYC men også teater, historiefortælling, basket, biograftur og mødt nogle af mine venner her.
I morgen rejser jeg til Danmark på ferie, har glædet mig i meget lang tid. Det bliver spændende at se hvordan mine forældre er faldet til på Fredrriksberg og jeg skal gense en masse venner - og møde nogle nye børn der er kommet til de sidste 8 måneder.

Ang. min boligsituation når jeg kommer hjem, fortalte vores land lady at hun vil sælge huset og flytte til England. Så mens jeg er væk kommer der ejendomsmæglere og kigger. Hun bor i stuen og kælderen, så hun skal også have tid til at finde noget nyt og pakke sammen, og flytter ikke fra USA før næste år, så måske flytter jeg alligevel ud før hun må opsige os. Jeg snakkede med bofællen om situationen og han er ikke meget for at flytte, men jeg måtte minde ham om at mit visum udløber 1. november, så måske var det også en dato for ham at have noget nyt, tror han vil få svært ved at få en ny lejer ind når det er på ubestemt tid. Men jeg har jo faktisk overvejet at flytte ud endnu før, når min kontrakt udløber 31. juli, og det tror jeg på ingen måde passer ind i hans planer.

Her til aften har jeg pakket, så kan jeg i morgen tage hjem til Tom. Han arbejder om natten, så vi kan få lidt tid sammen inden jeg skal af sted, og flyver fra JFK der er tættere på hvor han bor end Hoboken.

søndag den 9. marts 2014

Ting at glæde sig til...

Om små 2 uger kommer Henrik på besøg - og lidt senere samme dag ankommer Sanne! Helt fantastisk at kunne se frem til at forårs-besøgs-runden starter op igen. Sanne og jeg kender Henrik fra en ganske vellykket Festen & Gæsten nytårsaften, så de kan sagtens hygge sig mens jeg er på arbejde.
10.-22. april er jeg på ferie i Danmark, har selvfølgelig allerede planer, men tror ikke jeg er helt så booket som sidste gang - hvilket er 8 måneder siden!
Når jeg kommer tilbage er Louise fra mit speciale sted på besøg i New York, så vi kan forhåbentlig nå at se hinanden.
I starten af maj er det så tid til besøg fra Maja og Camilla, og der er allerede planer om at opleve Amateur Night på Apollo teateret.
Der venter mig en forlænget weekend i Boston med Tom i slutningen af maj, glæder mig til at gense byen.
Og som rosinen i pølseenden besøg fra Helena og Katja i starten af juni.

Mit mentale helbred er muligvis i bedring. Har løbende haft samtaler med en psykiater og meget hurtigt gik vi væk fra at snakke om overfaldet og begyndte at snakke om de ting der nogle gange hæmmer mig i arbejdssituationer. Jeg har vidst beskrevet før at det er som om den angst jeg måske burde føle for at blive overfaldet igen har fundet et afløb og forstærket den angst jeg føler for ikke at være god nok til mit arbejde. Jeg tager medicin der dæmper angsten og efter min sidste samtale hos psykiateren, blev vi enige om at jeg efterhånden er tilbage til et mere normalt niveau af stress og dårlig samvittighed i forhold til arbejdet. Medicinen tager jeg fortsat og jeg tror på at den har hjulpet mig med at dæmpe min angst nok til at jeg igen har kunne opleve at jeg kan udføre mit arbejde. Læste denne artikel om at dårligt mentalt helbred er et stigende problem blandt akademikere, jeg kan genkende meget, men heldigvis har jeg aldrig været i nærheden af de mørkeste tanker nævnt i den artikel.

tirsdag den 7. januar 2014

Glædelig jul og godt nytår

Min anden jul i USA gik godt. Mine forældre var på besøg og vi spiste aftensmad hjemme hos mig, dog ikke flæskesteg men bare en god bøf, hvilket passede mig fint. Ellers har vi som under de foregående besøg oplevet en masse sammen når jeg har haft fri.
Sidste aften mine forældre var her ankom Lasse. Mine fætres kusiner kender ham og da han skulle alene til NYC havde de spurgt om vi kunne finde på noget at lave sammen. Lasse couchsurfer (overnatter hos folk og betaler tilbage ved at lade andre overnatte hos ham), men havde haft svært ved at finde et sted at bo mellem jul og nytår, så jeg tilbød ham at han kunne bo hos mig og min bofælle. Med ham fik jeg både hørt klassisk musik i Carnegie Hall og var til Moth – True Stories Told Live som jeg har hørt som podcast i lang tid.
Nytårsaften blev fejret med danskere og en enkelt amerikaner hjemme hos min tidligere bofælle Thomas, hvor der jo er en fantastisk udsigt til Manhattan.

Nu kan 2014 bare komme an!

torsdag den 3. oktober 2013

To ting

1) Jeg har fået mit nye visum, så har nu tilladelse til at blive i USA til 1. november 2014.

2) Louise fra min folkeskoleklasse og hendes søster kommer på besøg. Jeg skal møde dem i aften på Manhattan, de skal bo hos mig til på søndag og derefter tager de nogle dage på hotel på Manhattan. På den måde får vi mest ud af de dage jeg ikke skal på arbejde og Louise og Katja får også boet lidt i byen.

tirsdag den 27. august 2013

Tandlæge på amerikansk

I lørdags fik jeg endelig taget mig sammen til at tage forbi en tandlæge. Jeg valgte et sted lige ved siden af hvor jeg bor, der har åbent sent på hverdage og hver anden lørdag. Det så ud til at være et pænt sted da jeg kom ind, så jeg sagde ja til at få taget røntgenbilleder med det samme. Selvfølgelig var aften- og weekendtiderne booket frem til slutningen af september, men når jeg nu var fik jeg en tid mandag, selvom jeg måtte tage tidligt fra arbejde.
Så i går var jeg til tandlægen og jeg må indrømme at jeg mere end en gang savnede min tandlæge hjemme i Danmark. Det var udmærket, men blev bare gjort lidt anderledes og eftersom jeg kan blive meget nervøs hos tandlægen savnede jeg de faste rutiner. Men det er overstået og de kunne ikke finde noget der skulle være skyld i at jeg har haft ondt, så måske var det bare psykologisk fordi jeg vidste jeg ikke havde været til tandlæge i næsten et år. De ville til gengæld meget gerne have lov til at lave nogle fyldninger i mine tyggeflader, da de mente at de kunne forebygge huller. Jeg sagde at jeg ville vende tilbage efter jeg har kontaktet min tandlæge i Danmark, så nu har jeg fået tilsendt alle mine røntgenbilleder, så jeg har da fået lidt for pengene.

I søndags var jeg en tur på stranden med Joanne og hendes kæreste Ben. Vi kørte til Sandy Hook hvor der både er strand, et fyrtårn og en gammel militærbase, så albummet er blevet opdateret med nogle nye billeder. Det var sjovt at se lidt mere af New Jersey, det er jo ikke særlig tit jeg tager længere væk end New York City.

Efter en del overvejelser omkring muligheden for at få mit indrejsevisum fornyet omkring jul er der nu taget en beslutningen om at jeg bliver her og mine forældre kommer på besøg igen til jul. Det er rart at have det afklaret og i stedet for en uge hjemme til jul planlægger jeg nu at komme til Danmark 2 uger i foråret, måske omkring påske. Mine forældre har fået solgt huset i Ledøje og planlægger at flytte til Frederiksberg inden jul, så det bliver spændende at komme hjem og se hvordan de har indrettet sig.

fredag den 5. juli 2013

Kusinetræf

Jeg havde små 48 timers besøg af min grandkusine Heidi, det var rigtig hyggeligt og vi fik snakket en masse. Jeg mødte Heidi på Manhattan onsdag aften efter arbejde, vi gik en tur på The High Line på trods af massive regnskyl og tordenvejr, spiste aftensmad og tog tilbage til Hoboken hvor vi mødte min tidligere bofælle og hans kollega der også bor i Hoboken. Torsdag tog vi til 9/11 Memorial og sad ved vandet i Battery Park og nød solen. Om aftenen tog vi forbi hos min gamle bofælle hvor vi spiste aftensmad og så 4. juli fyrværkeri over Hudson River, bagefter tog vi til Manhattan for at møde en af Heidis venner. Fredag formiddag skulle Heidi nå toget videre til Vermont.
Efter et par intense dage følte jeg lidt hjemve da jeg tog tilbage mod Hoboken, men jeg var så heldig at der ventede en pakke fra Sanne på mig hjemme. Den indeholdte en masse godt fra Danmark som lakrids, marcipanbrød og DVD’er med Lars Von Triers Riget I og II samt sæson 1 og 2 af De unge mødre. Fantastisk timing og jeg fik snakket med Sanne og sagt tak. Jeg har haft fri torsdag og fredag, men tager på arbejde i weekenden.
På arbejdet har jeg problemer med en teknik jeg ikke kan få til at virke. Det præger mit humør for tiden og nu hvor jeg snart skal hjem til Danmark tænker jeg meget på at der allerede er gået 8 måneder af de 2 år der er løn til mig. Min chef har været på konference og ferie, så jeg håber jeg kan få en god snak med ham på mandag.

Fyrværkeri over Hudson River, Hoboken, NJ:

mandag den 20. maj 2013

Koncert og besøg

Koncerten fredag var super, vejret var fantastisk og øllene var kolde selvom de var lidt små. Så det blev en god eftermiddag/aften i Brooklyn med Thomas, Thomas' kæreste og David. Jeg har været ret god til at få taget billeder af dem der har været her for at besøge mig, så jeg fik også taget nogle billeder af ”de nye venner”.

Thomas, mig og David til Great GoogaMooga:

Lørdag mødtes jeg med Maria fra min gamle biologi-læsegruppe, hendes kæreste og deres datter da de er på ferie i NYC. Vi gik en lang tur med Aura på 10 måneder i barnevogn og fik set på Lower Manhattan og Brooklyn Bridge.
Søndag havde vi egentlig billetter til mere GoogaMooga, men de måtte aflyse da det regnede så meget at de var bekymrede for at der ville komme permanente skader på græsset – det var aldrig gået på en dansk festival! Så jeg havde god tid til at gå på Naturhistorisk Museum med Maria og hendes lille familie. Det var rart at kunne nå at mødes med dem og det markerede slutningen på alle besøgene fra danskere i dette forår. Det har været rigtig sjovt, men nu er det vidst også tid til at vende tilbage til hverdagen, jeg har næsten glemt hvordan det plejede at være.
Planen for i aften er at komme tidligt i seng og få indhentet noget søvn!

mandag den 13. maj 2013

Besøgstid slut

Så er Camilla og Dennis taget videre til vestkysten. Vi nåede at mødes med min gamle bofælle med flere, spise brunch på diner, opleve tordenvejr i Hoboken, Madame Tussauds voks museum, Empire State Building, søndagsgudstjeneste i Harlem og gå tur på The High Line. Derudover fik vi snakket en masse, eller jeg fik i hvert tilfælde snakket virkelig meget til dem.
"New York is awesome!"
Jeg startede med at være lidt tilbageholden for jeg føler mig jo ikke som turist længere, men efter 5 minutter på voksmuseum følte jeg mig som Chandler fra tv-serien Venner efter han indså at det faktisk er sjovt at være turist i NYC og jeg var i turist mode derefter. Det var rigtig fint at få set nogle ting jeg ellers ikke ville få besøgt alene.
Nu skal jeg have gjort lidt rent, vasket tøj og indhentet noget søvn. Jeg har tilføjet lidt nye billeder til albummet til højre på siden.
På lørdag skal jeg forhåbentlig mødes med Maria fra min læsegruppe på biologi studiet, hun kommer herover med hendes kæreste og deres datter.

torsdag den 9. maj 2013

Regntid

I går hentede jeg Camilla og hendes kæreste Dennis på Manhattan. I dag har de været ude for at opleve NYC på egen hånd mens jeg har været på arbejde. Desværre har det regnet og det vil regne mere, men det er der jo ikke så meget jeg kan gøre ved. Måske er det bare et spørgsmål om fornuftig påklædning...
Jeg ser frem til at have tid til at tage med dem i weekenden. Det er virkelig gået nemt med at have besøg, folk er gode til at klare sig selv. Det er sjovt at se mit gamle og mit nye liv mødes og selvom det er hårdt at sige farvel til folk når de tager afsted betyder det jo kun at jeg holder af dem.
Som altid er der ikke så meget tid søvn når der er besøg, så jeg må hellere til at finde i seng.

Formiddagssnack på arbejdet: Froot Loops med naturens egne farver!?!

torsdag den 2. maj 2013

Busy busy busy

Havde en plan om en opsummering af mit første halve år i USA, men det må bliver en anden god gang – i dag er det ellers lige præcis 6 måneder siden jeg ankom til et delvist mørkelagt New Jersey.
Jeg har haft besøg af Martin og det har været rigtig hyggeligt. Udover en tur i byen i Hoboken med min bofælle, min tidligere bofælle, hans kæreste og min tidligere bofælles nye bofælle (der var til samtale hos min nuværende bofælle ang. lejligheden som jeg som bekendt fik, meget underholdende sammenfald), var vi i Brooklyn og i Bronx Zoo – nu mangler jeg kun at komme til Queens så har jeg været i alle fem af NYCs boroughs.
Vi har snakket en masse også om arbejde, så jeg er klar til at knokle igennem og komme godt i gang efter halvårskrisen. På det sidste har jeg har fået snakket med en del med chefen og det hjælper.
Tirsdag aften var jeg til koncert med danske Lukas Graham med min tidligere bofælle og hans nye bofælle, der var mange danskere og efterhånden kender jeg flere af dem.
Jeg føler mig stadig lidt bagud med hensyn til søvn, så må hellere komme i seng, godnat!

onsdag den 24. april 2013

Mere besøg

I morgen får jeg besøg af Martin som jeg læste biologi med. Han har været på konference i Boston og kunne heldigvis få tid til at kigge forbi. Det må have været en speciel oplevelse at være i Boston i tiden efter bomberne under marathonet.
Martin har måtte høre på mange af mine fortvivlede tanker da jeg var bekymret for at jeg aldrig skulle blive færdig med min ph.d., så jeg er glad for at jeg fik en pep talk af pigerne og snakkede med chefen i sidste uge. Man skal vel vise lidt fremskridt fagligt og personligt for at kunne argumentere for at det er en god idé at være så langt væk fra jer der hjemme, så det ville være pinligt hvis han skulle udsættes for det samme gamle brok.

En ækel historie fra weekenden der nok skal afskrække andre fra at komme på besøg: jeg fangede en kakerlak søndag morgen! Jeg hader kakerlakker, måske mere end edderkopper, jeg har heldigvis kun erfaring med kakerlakker fra Spanien. Men der sad en kæmpe brun kakerlak på trappen (som jeg var gået ned ad tidligere) og uden at tænke for meget fik jeg et glas over den. Tidligere har jeg fanget et stort tusindben på samme måde, som jeg dog selv fik smidt uden for. Gentleman-bofællen lød lidt skuffet over at han ikke fik muligheden for at hjælpe mig med at komme af med det kræ, så han tog sig af kakerlakken. "Lillebror" siger det ikke er normalt at finde kakerlakker i vores lejlighed, men føj altså!

tirsdag den 23. april 2013

Træt men glad

Har haft en super weekend sammen med Sine og Anne Mai, men er stadig lidt flad ovenpå massive mængder sjov og ballade.

Efter en god pep talk fra pigerne torsdag aften fik jeg en snak med min chef fredag. Jeg fik fortalt ham at jeg har mistet fokus på det sidste og at jeg har brug for støtte. Selvfølgelig var han forstående og hjælpsom så nu er det lettere at tage på arbejde.
Da jeg kom hjem fra arbejde var bofællen i gang med at underholde pigerne og han fik os med på slæb til fest på Manhattan.

Lørdag spiste vi amerikansk brunch inden vi tog til Manhattan for at shoppe. Da vi kom til Hoboken var min tidligere bofælle Thomas, hans kæreste og David ude for at få en øl, så pigerne fik også mulighed for at møde dem.

Søndag spiste vi brunch med min bofælle, der i løbet af weekenden endte med at få tilnavnet "lillebror" (han er altså kun 1 år yngre end mig). Derefter gik turen igen til Manhattan, hvor vi var lidt mere turister end lørdag og så nærmere på Chinatown og The High Line. "Lillebror" mødte os til en øl i solen ved Hudson River. Vi gik ud for at spise om aftenen og så var der kun tilbage at sige farvel.

Som før skrevet var det dejligt at have besøg og det var svært at lade dem tage hjem, men jeg kan se frem til at Martin kommer på torsdag. Nu er det dog endnu en gang blevet sent inden jeg er klar til at sove og er stadig i søvnunderskud, så må hellere komme i gang.

mandag den 22. april 2013

For træt

Ville havde skrevet noget om min weekend med besøg fra Danmark, men jeg er for træt, orker kun at skrive at det var sjovt...

torsdag den 18. april 2013

Veninde-besøg

Sine og Anne Mai ankom i går aftes, det er lidt uvirkeligt at de er her. Jeg skulle af sted på arbejde i morges, så de har klaret sig alene i NYC i dag. Bofællen siger at det er hyggeligt at have besøg og tror faktisk han mener det, håber ikke hans gæstfrihed bliver brugt op inden det sidste hold forårs-gæster har været her. Jeg har allerede gæsteplaner til efteråret og glæder mig til at se folk – selvom jeg forhåbentlig også får set dem til sommer i Danmark.

mandag den 15. april 2013

Weekend med forældre i NYC

Lørdag var mine forældre og jeg i Williamsburg, Brooklyn og forbi Central Park, Manhattan. Søndag formiddag skulle jeg nå nogle praktiske ting, men derefter besøgte vi Museum of the City of New York. Søndag aften kom mine forældre forbi med deres kuffert og mødte min bofælle David. I dag har jeg været på arbejde og mine forældre fik en sidste dag i NYC i denne omgang. De er nu i lufthavnen og snart hjemme i Danmark igen. Det har været hyggeligt at have besøg af dem og det var rart at kunne vise dem hvordan jeg bor efter jeg er flyttet.

Min mor, mig og H.C. Andersen i Central Park:

På onsdag kommer min veninde som jeg har kendt siden folkeskole tiden, jeg tror det bliver sjovt at få besøg her i lejligheden. Jeg har haft dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne overskue at have mine forældre boende på gæsteværelset, men jeg tror jeg det var den bedste løsning at de boede på hotel i nærheden så vi kunne vælge at have kvalitetstid sammen. Jeg mener at kunne huske at jeg fik en krise efter mine forældre var her sidst, men jeg håber flere besøg fra Danmark de næste par uger kan holde noget lignende på afstand.

Noget helt andet, i dag sprang der bomber mens Boston Marathon blev afviklet. Der er endnu ikke nogen der har taget ansvaret for aktionen. Vi skal nok forvente forhøjet beredskab i New York.

fredag den 12. april 2013

Spring has sprung

Som før nævnt fik mine forældre glæden af to dejlige forårsdage, hvilket her betyder samme varme som en god dansk sommerdag. Vi har mødtes hver aften til aftensmad efter jeg har været på arbejde. Her til aften kunne vi fejre min mors fødselsdag på en hyggelig cubansk restaurant i Hoboken.
Efter en snak med min tidligere bofælle Thomas om hvad vi savnede i Danmark fik jeg lokket mine forældre til at tage en flaske Blå Gajol Shots med. Glæder mig til at se en amerikaner smage, umiddelbart er min bofælle eller Thomas' kæreste oplagte ofrer. Derudover havde de Peter Lund Madsens bog Dr. Zukaroffs testamente med (en ph.d. gave) og her følger et billede af hypothalamus som jeg for tiden roder med i rottehjerner.

Illustration af hypothalamus' placering i menneskehjernen fra Dr. Zukaroffs testamente:

Apropos arbejde fik jeg en snak med chefen om mine rotte data sent fredag eftermiddag. Alle mine rotter er nu væk, så der er kun data behandlingen tilbage. Sendte en mental krammer til mine tidligere kollegaer (Laura og Ole) der introducerede mig til Bonferronis konstant, selvom jeg ikke er tilfreds med hvordan den udraderer signifikante værdier var det rart at kunne lyde som om jeg forstod bare en lille smule statistik.

Weekenden står på kvalitetstid med forældrene i NYC!

tirsdag den 9. april 2013

Forældre-besøg

Mine forældre er kommet til New Jersey her til eftermiddag. De tog toget fra lufthavnen til Newport, der ligger lige ved siden af Hoboken, hvor de bor på hotel. De er ankommet til et par dage med sommervejr (det var 25 grader i dag) så forhåbentlig får de set noget af New York i disse dage mens jeg er på arbejde.

søndag den 30. december 2012

”Forældreløs” i Hoboken

I dag tog mine forældre hjem til Danmark. Det har været dejligt at have besøg og det fungerede rigtig fint at de kunne bo i lejligheden hos mig. Thomas jeg lejer værelse af kom tilbage fra jul i Danmark lørdag mens vi var på Manhattan, så vi har generet ham så lidt som muligt. Nu skal jeg tilbage til hverdagen, men glæder mig da allerede til næste gang der er nogen der kommer forbi.
Jeg var så heldig at Louise (som tog med mig til NYC i marts da jeg skulle til jobsamtale) var på Skype selvom det var lidt sent i Danmark og det var godt at får en snak. Hun har også prøvet at bo langt væk hjemmefra og ved godt at man kan føle sig lidt tom inden i når man siger farvel. Jeg kunne til gengæld vise hende den fantastiske udsigt til Manhattan her fra Hoboken, så der går forhåbentlig ikke længe inden hun må til NYC igen. Selvom det er hårdt at sige farvel og jeg savner jer der hjemme, synes jeg ikke at jeg har en hjemrejse-trang (endnu?). Jeg er så glad for at jeg tog beslutningen om at tage herover og jeg er rigtig glad for mit arbejde og alle de nye oplevelser. Der skete meget i 2012 og jeg håber at 2013 bliver fyldt med lige så mange gode oplevelser.
Thomas har inviteret nogle gæster i morgen til nytårsaften, så det skal nok blive hyggeligt. Der er noget om at det ikke må affyres fyrværkeri af privatpersoner i New Jersey (og muligvis også i New York), men udsigten fra lejligheden er måske også spektakulær nok i sig selv. Jeg håber alle få en god nytårsaften og et godt nytår!

Udsigten til Manhattan fra lejligheden på River Street, Hoboken, NJ:

torsdag den 27. december 2012

Hvid 2. juledag

Der kom alligevel lidt sne i New Jersey i julen. Der lagde sig et fint lag sne i løbet af den 26. december, der dog blev regnet væk i løbet af natten. Jeg var på arbejde mens mine forældre var ude for at se på lokal området. I dag var jeg også på arbejde og mine forældre var ude for at gøre NYC usikker. Vi hygger hjemme i lejligheden i Hoboken om aftenen selvom jeg skal på arbejde i løbet af dagen. Jeg tager nok en kort dag på arbejde i morgen og så har vi hele lørdagen sammen inden de rejser hjem søndag.

Newark Broad Street Station, Newark, New Jersey, 26. december:

tirsdag den 25. december 2012

Fra alle os til alle jer

Glædelig jul fra os tre her i Hoboken, håber at I alle har en dejlig jul.
Obama havde givet de statsansatte fri den 24. december, men jeg havde planlagt at skulle gøre klar til nogle forsøg så tog alligevel på arbejde. Jeg tog dog tidligt hjem og oplevede så et aflyst tog for første gang, men det gav ret dårlig stemning at vente over en time i kulden juleaftensdag. Men jeg slap for at stresse over julemaden da mine forældre havde fået til opgave at handle. Da jeg endelig kom hjem kunne vi gå i gang med at forberede julemenuen: oksebøf med ovnkartofler, bearnaise sauce, salat og risalamande til dessert. Jeg havde insisteret på risalamande og det lykkedes heldigvis at finde vanilla beans, slivered almonds, cool whip topping (i stedte for flødeskum, da jeg ikke gad købe en elpisker) samt cherry pie filling and topping der gjorde det ud for kirsebærsovs, alt sammen i Target. Sammen med min opskrift på risengrød med arborio ris fik jeg lavet en meget tung og mættende risalamande, næste gang må jeg piske rigtig flødeskum eller prøve det på dåse. Vi havde en hyggelig aften med udsigt til Manhattan.
Den 23. december besøgte vi Manhattan og tog Staten Island færgen så vi kunne se nærmere på Frihendsgudinden, færgen bringer folk fra Manhattan til Staten Island så den sejlede hurtigt forbi, men vi nåede da at få nogle gode billeder. Hjemme i Hoboken kiggede vi lidt på Washington Street der er hovedgaden.
I dag den 25. december tog vi til Manhattan og besøgte 9/11 Memorial. Derefter gik vi til Chinatown og fra East til West Village. Efter at have varmet os på en café på Prince Street i Nolita (North of Little Italy) gik vi forbi Washington Square Park. Planen er at lave frikadeller til aftensmad, det er noget tid siden jeg har fået det.

One World Trade Center (flere billeder i albummet):