søndag den 30. december 2012

”Forældreløs” i Hoboken

I dag tog mine forældre hjem til Danmark. Det har været dejligt at have besøg og det fungerede rigtig fint at de kunne bo i lejligheden hos mig. Thomas jeg lejer værelse af kom tilbage fra jul i Danmark lørdag mens vi var på Manhattan, så vi har generet ham så lidt som muligt. Nu skal jeg tilbage til hverdagen, men glæder mig da allerede til næste gang der er nogen der kommer forbi.
Jeg var så heldig at Louise (som tog med mig til NYC i marts da jeg skulle til jobsamtale) var på Skype selvom det var lidt sent i Danmark og det var godt at får en snak. Hun har også prøvet at bo langt væk hjemmefra og ved godt at man kan føle sig lidt tom inden i når man siger farvel. Jeg kunne til gengæld vise hende den fantastiske udsigt til Manhattan her fra Hoboken, så der går forhåbentlig ikke længe inden hun må til NYC igen. Selvom det er hårdt at sige farvel og jeg savner jer der hjemme, synes jeg ikke at jeg har en hjemrejse-trang (endnu?). Jeg er så glad for at jeg tog beslutningen om at tage herover og jeg er rigtig glad for mit arbejde og alle de nye oplevelser. Der skete meget i 2012 og jeg håber at 2013 bliver fyldt med lige så mange gode oplevelser.
Thomas har inviteret nogle gæster i morgen til nytårsaften, så det skal nok blive hyggeligt. Der er noget om at det ikke må affyres fyrværkeri af privatpersoner i New Jersey (og muligvis også i New York), men udsigten fra lejligheden er måske også spektakulær nok i sig selv. Jeg håber alle få en god nytårsaften og et godt nytår!

Udsigten til Manhattan fra lejligheden på River Street, Hoboken, NJ:

torsdag den 27. december 2012

Hvid 2. juledag

Der kom alligevel lidt sne i New Jersey i julen. Der lagde sig et fint lag sne i løbet af den 26. december, der dog blev regnet væk i løbet af natten. Jeg var på arbejde mens mine forældre var ude for at se på lokal området. I dag var jeg også på arbejde og mine forældre var ude for at gøre NYC usikker. Vi hygger hjemme i lejligheden i Hoboken om aftenen selvom jeg skal på arbejde i løbet af dagen. Jeg tager nok en kort dag på arbejde i morgen og så har vi hele lørdagen sammen inden de rejser hjem søndag.

Newark Broad Street Station, Newark, New Jersey, 26. december:

tirsdag den 25. december 2012

Fra alle os til alle jer

Glædelig jul fra os tre her i Hoboken, håber at I alle har en dejlig jul.
Obama havde givet de statsansatte fri den 24. december, men jeg havde planlagt at skulle gøre klar til nogle forsøg så tog alligevel på arbejde. Jeg tog dog tidligt hjem og oplevede så et aflyst tog for første gang, men det gav ret dårlig stemning at vente over en time i kulden juleaftensdag. Men jeg slap for at stresse over julemaden da mine forældre havde fået til opgave at handle. Da jeg endelig kom hjem kunne vi gå i gang med at forberede julemenuen: oksebøf med ovnkartofler, bearnaise sauce, salat og risalamande til dessert. Jeg havde insisteret på risalamande og det lykkedes heldigvis at finde vanilla beans, slivered almonds, cool whip topping (i stedte for flødeskum, da jeg ikke gad købe en elpisker) samt cherry pie filling and topping der gjorde det ud for kirsebærsovs, alt sammen i Target. Sammen med min opskrift på risengrød med arborio ris fik jeg lavet en meget tung og mættende risalamande, næste gang må jeg piske rigtig flødeskum eller prøve det på dåse. Vi havde en hyggelig aften med udsigt til Manhattan.
Den 23. december besøgte vi Manhattan og tog Staten Island færgen så vi kunne se nærmere på Frihendsgudinden, færgen bringer folk fra Manhattan til Staten Island så den sejlede hurtigt forbi, men vi nåede da at få nogle gode billeder. Hjemme i Hoboken kiggede vi lidt på Washington Street der er hovedgaden.
I dag den 25. december tog vi til Manhattan og besøgte 9/11 Memorial. Derefter gik vi til Chinatown og fra East til West Village. Efter at have varmet os på en café på Prince Street i Nolita (North of Little Italy) gik vi forbi Washington Square Park. Planen er at lave frikadeller til aftensmad, det er noget tid siden jeg har fået det.

One World Trade Center (flere billeder i albummet):

lørdag den 22. december 2012

Efterlad en kommentar

Jeg har lige opdaget at jeg ikke havde muliggjort kommentarer fra folk der ikke har oprettet en profil, det har jeg fikset nu. Så hvis man har lyst til at skrive en besked, når man kigge forbi, klikker man på kommentarer i bunden af indlægget, indtaster kommentar og vælger kommenter som navn/webadresse (man kan nøjes med kun at skrive navn).
Undskyld til jer der har prøvet forgæves, håber at I vil prøve igen, det er nemlig rigtig rart at høre fra jer.

I dag har jeg været på Manhattan med mine forældre, vi tog PATH tog og subway. Vi så det store juletræ ved Rockefeller Center, togstationen Grand Central Terminal, jule boder i Bryant Park og var forbi Times Square da det blev mørkt. Jeg har opdateret mit foto album med nogle nye billeder. Det har været meget koldt og blæsende så vi håber på bedre vejr i morgen.

fredag den 21. december 2012

Årets korteste dag

I dag (der heldigvis viste sig ikke at blive den sidste dag nogensinde) har jeg oplevet det værste vejr i mine 50 dage her, det regnede og blæste så man blev driv våd på trods af paraply. Heldigvis er det blevet mere roligt her til aften, så forhåbentlig får mine forældre ikke bøvl med at lande.
På arbejdet fik jeg ros af min chef, hvilket jeg (som altid) havde svært ved at tage i mod. Jeg synes det går for langsomt og der er hele tiden noget jeg ikke får læst eller gjort, men han mente at jeg havde oplevet et rimeligt fremskridt i forhold til den protokol jeg øver. Inden jeg gik i dag gav jeg ros videre til Christelle der er meget dygtig og pædagogisk, hvilke gør det væsentlig lettere for mig at gøre et godt stykke arbejde.
Jeg sidder i toget og planlægger at få handlet på vejen hjem så der er noget mad til i morgen tidlig eller hvis mine forældre er sultne når de kommer. Derudover skal jeg bare rede op til dem, planen er at de sove i den seng jeg låner og så tager jeg en luftmadras i stuen. Thomas tog af sted til Danmark i går og er vidst ikke tilbage før 29. december, så vi generer ham så lidt som muligt. Jeg tror bestemt det er den letteste løsning at de bor i lejligheden, der er jo næsten alt hvad man skal bruge. Der mangler stadig et sofabord og noget lys nogle steder, men Thomas har sat sit fjernsyn ind i stuen, så vi kan undersøge om der kommer noget Disney's Juleshow agtigt noget. Men man kan vel altid finde tegnefilmen om tyren Ferdinand på det store internet, så det kan blive jul i Hoboken.

Tilføjet: Mine forældre er ankommet og nu lagt i seng, jeg camperer i stuen med endnu bedre udsigt til Manhattan end normalt.

Ugen der gik

I mandags var der Christmas lunch på arbejdet, ikke noget traditionelt men købe-mad sørget for af cheferne. Da jeg kom hjem ventede der en pakke fra min moster Anette med en julegave fra familien. Tirsdag var jeg forbi den nye lejlighed igen og betalte for de møbler jeg overtager, jeg kan nok flytte ind fra 19. januar og som sagt er der ikke længere end jeg kan gå et par gange med mine kufferter.
På arbejdet har jeg taget et online dyreforsøgskursus. Jeg har taget et praktisk kursus hjemme i Danmark og et online kursus da jeg var i Boston, men der var ikke andet for end at arbejde sig igennem deres kursus også. Jeg er godt nok glad for at jeg har haft et rigtig kursus med træning i at håndtere dyr, for sådan et online kursus giver jo ingen praktisk erfaring. I dag (torsdag) fik jeg bevis for at de neuroner jeg øver mig i at isolere rent faktisk er dem vi vil have, så mon ikke jeg er klar til at komme lidt videre end bare at øve protokollen efter nytår. Det er dejligt at være i gang i laboratoriet og Christelle (postdoc fra Frankrig) er meget god til at lære fra sig.
I morgen aften kommer mine forældre til Hoboken så jeg har gjort rent og pyntet lidt op med noget af al den julepynt der har været i pakkekalenderen fra Sanne. Vi skal snakke om hvad de vil opleve, men jeg tænker at vi skal til Manhattan i weekenden, nu er det også lang tid siden jeg sidst har været der. Hoboken PATH stationen skulle være åben igen, så det bliver nemt at kommer derover.

Hvidløget hjalp helt sikkert på det gode udfald af mit forsøg:

søndag den 16. december 2012

The adventures of new Louise

I dag tog jeg forbi den nye lejlighed for at betale depositum. Jeg snakkede lidt mere med David jeg skal dele lejlighed med og mødte også ”the land lady” og hendes lille hund. Jeg kan købe en del møbler af den Louise der bor der nu og jeg har fået navnet ”new Louise” så det er til at kende forskel på os. Måske er det ikke helt tosset at være new Louise, jeg er i hvert tilfælde glad for at jeg tog beslutningen om at prøve USA eventyret. For nogle år tilbage så jeg ikke mig selv rejse til udlandet for at arbejde, men nu kan jeg godt mærke hvor meget jeg trængte til at få ændret de gamle rutiner og opleve noget andet. Jeg glæder mig allerede utrolig meget til at skulle flytte ind i den nye lejlighed, hvilket kan blive så tidligt som slutningen af januar. Jeg har en aftale med Thomas frem til midt februar, så jeg kan jo flytte i ro og mag.
Lørdag tog jeg i biografen i Newport for at se første del af Hobbitten og det var som at blive taget tilbage til da jeg sad i biografen og så Ringenes Herre filmene. Jeg synes det var en god film, selvom jeg selvfølgelig gerne vil se de næste to film med det samme. Der ventede en pakke på mig med kalendergave 13-24 fra Sanne da jeg kom hjem.
Jeg har nogle søndage følte mig ensom, men det har der slet ikke været tid til i dag og Sanne havde også sørget for at dagens pakke indeholdte en DVD med filmen Mary and Max, en animeret modellervoks film der bl.a. foregår i New York City. Sanne kendte ikke filmen på forhånd men den viste sig at være rigtig god og det minder mig om da Sanne valgte bøger til mig på skole biblioteket ud fra om forsiden så interessant ud. Derudover fik jeg snakket med Sanne før og efter jeg havde været forbi den nye lejlighed. Når man tager store beslutninger, som hvor man skal bo, er det jo fantastisk at kunne finde Sanne på Skype, selvom det er lidt sent i Danmark, og få en snak midt i et amerikansk supermarked.
Om 5 dage er mine forældre her, det er ret utroligt at det allerede næsten er jul…

torsdag den 13. december 2012

Dårligdomme & breaking news

Jeg måtte tage en dag hjemme med min forkølelse. Jeg har spist chicken noodle soup (very American), drukket te, spist mentol bolscher og jeg fik også mulighed for at skrive og snakke med nogle af jer hjemme i Danmark.

Her følger et billede af min negl – eller mangel på samme - efter mødet med gulerodsskræller (advarsel: stærkt billede, ikke for svage sjæle!)
Den sårede finger ser lidt bleg ud, det skyldes at jeg har plaster på hele tiden, da det gør ret ondt når noget rører fingeren hvor neglen plejede at være.

BREAKING NEWS: Jeg er lige blevet ringet op af David der bor i lejligheden jeg skrev om i går og han vil gerne dele lejlighed med mig! Vi har aftalt at jeg kan komme forbi på søndag hvor han skal have en check der dækker depositummet (ja, her i USA er check meget brugt og jeg har allerede fået 100 stk. af min bank, så jeg må jo i gang med at få dem brugt). Det vil sige at jeg ved hvor jeg skal flytte hen 1. februar og jeg forventer at kunne blive boende der, med mindre David og jeg ikke kan finde ud af at bo sammen (eller min økonomi slet ikke kan holde til det). Jeg får to ugers husleje overlap, da jeg har en aftale med Thomas frem til 15. februar. Der er ikke længere end at jeg kan flytte mine ting én taske ad gangen og jeg kan købe nogle af den forrige bofælles (også en Louise) møbler - så jeg slipper for at tage på endnu en panik shoppe tur i Ikea. Det bliver fantastisk at slå sig ned et sted for at blive i længere tid.
Jeg kan godt overveje om jeg begår en fejl ved at sige ja til det første sted jeg var ude for at se, men jeg kunne bare se mig selv bo der! Det er dyrt men jeg får også meget plads og eget badeværelse, hvilket jeg virkelig sætter pris på efter at have delt med 3-4 personer i 4 måneder i Boston. Det koster også at bo i den ende af Hoboken hvor man kan gå til stationen og det er en hyggelig gade (jeg må tage nogle billeder). Lige nu har jeg ikke meget overblik over hvordan min daglige økonomi kommer til at se ud når det bliver hverdag, men planen er at lave kontrakt på 6 måneder ad gangen, så hvis det er helt håbløst må jeg jo flytte igen. Jeg har været ret heldig mht. at leje af Thomas, der er ganske behagelig at bo sammen med, så mon ikke det nok skal gå godt igen.

onsdag den 12. december 2012

Forknølet

Jeg er blevet syg, øv! Vågnede med lidt ondt i halsen i går, men her til morgen var jeg også blevet forkølet og meget tung i hovedet. Jeg snuppede et par hovedpinepiller og tog af sted til East Orange, da jeg havde en tid til at få taget fingeraftryk til mit baggrundstjek samt en helbredsundersøgelse - de tager det ret seriøst når man skal arbejde i en statsejet institution.
I går fik jeg ved et uheld skrællet halvdelen af min venstre langefinger negl af (bund mod top) da jeg skrællede gulerødder, så var ikke særlig stolt da jeg skulle havde det fingeraftryk taget, det er en ret tåbelig ting at gøre. Derefter stod den på papirarbejde, samtaler og test af mit helbred, blodprøver, urinprøve for stoffer samt graviditet så jeg kunne få røntgenfotograferet overkroppen. Håber jeg kan få min tuberkulosetest fra UMDNJ (University of Medicine and Dentistry of New Jersey) overført, da de lavede to på min stakkels arm i november.
Det sjove ved oplevelsen var at møde en masse mennesker, folk er meget positivt indstillet ovenfor Danmark og ham der tog mine blodprøver var blevet gift i Tønder da han var udstationeret i Tyskland. Amerikanere er generelt bare flinke, da jeg sidder og halvsover i toget er der en dame der prikker til mig for at høre om jeg skal af (rigtig mange står af stoppet inden Hoboken for at tage et andet tog til NYC). Det er begyndt at smitte af og jeg er blevet dygtig til at sige hej til fremmede og small-talk'e om alt mellem himmel og jord.

Der er også lidt nyt om mine planer for det næste sted jeg skal bo. Tirsdag aften tog jeg forbi hos en amerikansk fyr der gerne vil leje et soveværelse samt stue og badeværelse ud i nærheden af hvor jeg bor nu. Jeg faldt over hans annonce søndag på Craigslist, hvor jeg af og til kigger efter værelser/lejligheder når jeg går i panik over at jeg skal flytte igen om 2 måneder. Det er billigere end hvor jeg bor nu, men stadigt dyrt og jeg har ikke rigtig overblik over min økonomi endnu. Men det var et virkelig hyggeligt sted, med mulighed for overnattende gæster hvilket jeg gerne vil prioritere højt. Ham jeg skulle bo sammen med var rigtig flink og han har forhåbentlig et svar til mig efter weekenden. Jeg snakkede efterfølgende med Thomas, som jeg lejer værelse af nu, om mine planer og jeg kunne forstå på ham at jeg ikke skulle stresse over at flytte ud, da det ikke var sikkert at hans kollega er klar til at flytte ind midt i februar alligevel. Så jeg kan slå koldt vand i blodet hvis jeg ikke bliver tilbudt det værelse jeg kiggede på i går, men jeg bliver lidt stresset når jeg kommer i tanke om at jeg skal finde et nyt sted at bo inden for nærmeste fremtid.

Jeg tog hjem fra arbejde efter min helbredsundersøgelse for at pleje mig selv og oplevede at det gode ved at være syg er at man kan Skype med folk i Danmark. For mange år siden blev datoen 12/12-12 reserveret til et bryllup blandt nogle af mine veninder, men da dem der er blevet friet til ikke har kunne vente og vi andre endnu ikke er blevet friet til, var der jo ikke andet at gøre end at mødes for at spise kage – og jeg kunne være med over Skype:
Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget!

Tilføjet: Fik også en snak med min mor og en meget lang snak med Sanne, så føler man sig ikke så langt væk hjemmefra.

mandag den 10. december 2012

11 dage til besøg

I dag er der 11 dage til mine forældre kommer på besøg og glæder mig rigtig meget til at se dem. Planen er at de skal bo hos mig, da Thomas jeg lejer værelse af tager til Danmark inden de kommer og han vender først tilbage dagen inden de tager hjem. Jeg har fri 2 weekender og første juledag mens de er her.
Der er efterhånden julepynt overalt og julemusik i butikkerne. Selvom jeg i weekenden var ude for at købe nogle julegaver føler jeg ikke rigtig jule ånden, men nu er jeg heller ikke den store julegris. Jeg gider sjældent pynte op og har heller ikke særlig meget julepynt. Sanne har dog sørget for at jeg har både julestjerner og kravlenisser her.
Jeg har endelig fået mit social security nummer, så nu kan jeg blive ansat på VA Medical Center hvor jeg arbejder til dagligt. Jeg skal gennem en helbredsundersøgelse, have taget fingeraftryk og foretaget et baggrundstjek. Jeg er kommet godt i gang med at isolere neuroner og derudover går tiden med at forberede et oplæg til på torsdag, hvor vi skal have et møde med en anden gruppe omkring muligt samarbejde. Efter i så mange år altid at kunne genbruge noget fra en tidligere præsentation er det tidskrævende at lave en præsentation fra bunden indenfor et nyt emne.
Hele weekenden (og i dag) har været meget grå og våd, så jeg er misundelig på al den sne der er kommet i Danmark - men ikke på de trafikale problemer der helt sikkert medfølger. Må her lige indskyde at der går rygter om at PATH stationen i Hoboken ikke åbner igen før til februar og at toget jeg tager om morgenen stadig ikke kører normalt oven på superstormen Sandys hærgen. PATH (Port Authority Trans-Hudson) toget er en nem og billig ($1,70) måde at komme fra New Jersey til New York, men heldigvis kan man gå til Newport station og tage den derfra.
Billede fra Politiken af PATH stationen i Hoboken under stormen, som Ole fra mit tidligere arbejde sendte til mig:
Jeg husker at jeg så billedet mens jeg prøvede at klemme lidt frokost ned inden mit ph.d. forsvar og syntes at livet indeholdte rigeligt med prøvelser lige i det øjeblik. Ikke nok med at jeg slet ikke følte mig klar til mit ph.d. forsvar om 2 timer, men New Jersey som jeg skulle af sted til om 3 dage var ved at blive skyllet væk, hvordan skulle det nogensinde gå godt... Men det gjorde det jo heldigvis!

fredag den 7. december 2012

Deeet eeer risengrød

I gruppen ”Det Danske Netvaerk i New York” på Facebook er der blevet diskuteret risengrød, så jeg besluttede mig for at afprøve de såkaldte Arborio ris som alternativ til grødris.

Opskrift på Risengrød – Hoboken style (Rice Pudding)
(Hovedret til 2 personer)
1 ”I NY” kop vand (omkring 3 dl)
1 ”I NY” kop Arborio ris (købt i Aspen Marketplace, 226 Washington Street, Hoboken, NJ)
1 quart (946 ml) Fat Free Milk (skummetmælk)
Lidt salt
Cinnamon Sugar (købt i Aspen Marketplace)
Bring vandet i kog i en gryde, tilsæt ris og kog dem i 2-3 minutter. Tilsæt mælk og salt, kog videre under omrøring i 35-40 minutter eller til den ønskede konsistens er opnået. Serveres med kanel sukker (og smørklat hvis man er til det). Som alternativ til nisseøl tog jeg en Newcastle Brown Ale.

Jeg december hyggede med risengrød, Juletestamentet og Jørgen Clevin julekalender:

Jeg fandt også lakridskonfekt fra Haribo (der dog nok mest er et tysk firma) i Aspen Marketplace og tog det med på arbejde for at teste amerikanernes smagsløg, de er jo ikke pjattede med lakrids men de syntes vidst at den søde lakrids smagte fint nok.

onsdag den 5. december 2012

Laboratorie-overtro

I laboratorier gør man nogle ting fordi nogen en gang gjorde noget bestemt og fik gode resultater. Som udefrakommende kan det være svært at se meningen men man går med på det alligevel - nogle gange er der en reel grund andre gange er det ren overtro. I dag opdager jeg et hvidløg der stod i laboratoriet og måtte spørge Christelle hvad i al verden de bruger det til, det gav inden mening for mig. Det er åbenbart sat der af Ambrose for at holde The Evil Eye (Det Onde Øje) væk. Ambrose er ekspert i at udvælge de rigtige hvidløg og han placerer dem på strategiske steder så vores forsøg skal gå godt uden indblanding fra det overnaturlige. Jeg grinede lidt, men besluttede mig så for at man ikke skal håne når det kan resultere i dårlige resultater (jeg husker selv hvordan vi havde nogle overtroiske regler der skulle overholdes i læsegruppen på biologi studiet - og jo, jeg havde "lykke-armbåndet" fra Line på til mit ph.d. forsvar). Jeg tænker der måske er en eller anden naturlig forklaring hvor hvidløget udsender noget der påvirker et eller andet... Måske skal vi også til at sætte grød ud til nissen!?! Hvis der er nogle der bøvler med et forsøg der ikke virker kan jeg spørge Ambrose om han kan skaffe nogle af de gode hvidløg til jer.

Tilføjet: Hvidløg bekæmper muligvis nogle bakterier, men er ikke sikker på det er nok at det bare står i hjørnet...

tirsdag den 4. december 2012

Stuealteret vender frygteligt tilbage

I dag kom the cable guy og vi fik internet og tv signal i lejligheden. Vi har haft internet med hjælp fra Thomas’ arbejde, men livet uden fjernsyn har sådan set været okay. Jeg får normalt ikke set julekalender hjemme i Danmark, men har da overvejet hvad de sender i år, min mor kan fortælle at Ledøje forsamlingshus optræder. Jeg ser et afsnit af Juletestamentet (som jeg har fået af Sanne) hver aften og har lyst til at se forud, men har ind til videre kunne holde mig tilbage.
Jeg har tålmodigt ventet på mit social security nummer, men åbenbart er noget gået galt så min sag er ikke kommet videre. Både mit arbejde og min bank venter på dette nummer, så jeg håber snart at det dukker op. Derudover begynder mange ting at være lettere og jeg er blevet ret god til at finde rundt, men det er ind imellem stadig lidt uvirkeligt at få øje på Manhattans skyline i tiden og utide.

Der mangler stadig nogle møbler, men nu er det basale da på plads:

søndag den 2. december 2012

Første måned i USA

Denne uge har næsten været en normal arbejdsuge. Jeg har været i laboratoriet og i fredags kom jeg så langt med protokollen at jeg fik celler jeg kunne dyrke, nu må vi se om de har det godt på mandag. Torsdag var jeg til møde med Barry og Rudy på Naomi Berrie Diabetes Center, Columbia i NYC. Mit arbejde skal foregå som et samarbejde mellem begge grupper, så det var et spændende møde. Nogle af dem der arbejder for Rudy ved rigtig meget om leptin receptoren og jeg fik en mulighed for at stille spørgsmål. Jeg blev hængende til et par møder og især det sidste var godt for selvtilliden da det handlede om beta celler. Det var rart at blive mindet om at man jo ved en masse om et emne og at man sikkert nok skal komme med indenfor hjernen.
I weekenden har jeg været rundt i Hoboken og omegn, bl.a. har jeg været i Newport Centeret. Lørdag tog jeg med Thomas i Ikea igen og vi tog ud for at spise og drikke nogle øl i Hoboken, faktisk er der en bar på stueplanet i den bygning vi bor i. Søndag eftermiddag kom jeg hjem til en pakke fra søde Sanne, den indeholdte en pakkekalender og jeg kunne skynde mig at pakke gave 1 og 2 op. Så nu har jeg TV2s voksen julekalender (fra 1995) Juletestamentet at se frem til et afsnit af hver dag. Aktivitetskassen jeg fik af Sanne da jeg rejse fra Danmark indeholder også julepynt og en Jørgen Clevin Julekalender med opgaver, så der er masser af juelstemning her.
Der er kun tre uger til at mine forældre er her, det er meget underligt at tiden er gået så hurtigt. Jeg synes ikke jeg har timer nok i døgnet og føler at jeg forsømmer at skrive til jer der hjemme, jeg håber I vil bære over med at jeg har lidt travlt for tiden.

Udsigten i morges, Manhattan var helt opslugt af tåge:
Sammenlign evt. med dette billede fra 15. november.