Når man på vej hjem fra arbejde bliver mødt af en amerikansk forårssol der varmer lige så meget, hvis ikke mere, end en dansk sommersol.
Når man er omgivet af flinke folk, lige fra bofælle og kollegaer til togkonduktørerne på de nye togafgange, der er begyndt at genkende mig.
Når man lige har haft besøg af forældrene og når Sine og hendes veninde lander i aften og bliver helt til mandag.
Når amerikanske skattefar har givet mig ret i at jeg skal have penge tilbage og udbetalt dem.
Alligevel saboterer jeg det hele med sorte tanker og knude i maven. Mest over mit arbejde, hvilket er så dumt. Jeg havde lovet mig selv at jeg aldrig igen ville have det dårligt i længere tid over en arbejdssituation, men føler jeg står der igen hvor alt er uoverskueligt. Jeg har oplevet "mærkedags"-kriser før, så ved godt det ikke er tilfældigt at dette rammer lige oven i at jeg har været her i et halvt år. Jeg føler at jeg ikke har nået nok i laboratoriet, at jeg ikke har læst nok artikler, at jeg ikke kan overskue mit eget projekt, at jeg ikke er selvstændig nok til at være postdooc... Jeg ved godt at løsningen er at snakke med min chef om at jeg har brug for mere støtte, men føler at jeg vil skuffe ham, og ikke mindst mig selv, så jeg udskyder hele tiden at tage den snak med ham (vi har haft samtaler om data). Jeg smiler og siger jeg har det fint når folk spørger og derfor har jeg brug for skrive ned hvordan jeg har det, selvom det kun er for min egen skyld.
Min bofælle har foreslået at vi gå ud og drikker en øl, det er nok ikke løsningen på lang sigt, men lige nu lyder det ret godt!
Tilføjet: Vi fik et par øl og ikke mindst nogle pomfritter (er ikke helt sikker på at den stavemåde er lovlig ifølge sprognævnet) på vejen hjem, og kom til at lokke den tidligere bofælle ud til en enkelt. Onsdags-øl kan godt hjælpe på sort humør! Så nu skal jeg bare have tiden til at gå til pigerne dukker op...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar