Who am I kidding? I’m still just a Dane

Bedst som jeg troede at jeg var under amerikansk indflydelse, bliver jeg alligevel mindet om kulturforskelle. Jeg gør mig umage for at huske at spørge ”how are you”, men alligevel kommer jeg ofte til bare at sige hej til folk når jeg ser dem på arbejdet, mest når jeg ikke har tid til at snakke. Jeg glemmer at det ikke behøver at være en invitationen til en længere samtale her, men at det mest bare er en høflighedsfrase. En af mine kollegaer var i hvert tilfælde så sød at nævne, at nogle af dem i dyrestalden var i tvivl om jeg ikke kunne lide dem, da de synes jeg var lidt kort for hovedet. Jeg tillægger altså også det at jeg har maske på i dyrestalden noget af skylden, men nu gør jeg mig ekstra umage med at huske at spørge hvordan de har det og vinke i håb om at det hjælper når man nu ikke kan se at jeg smiler under masken.

Jeg kan godt se at det ikke er så nemt at forholde sig til én der ser sådan her ud:

I onsdags tog jeg med til European Happy Hour i NYC for anden gang, det bliver arrangeret af en dansker jeg mødte til Danes in NYC arrangement. Gruppen mødes til et par øl/drinks og hygge snak, da den for nyeligt er startet op igen er der er ikke nogen der kender hinanden særlig godt. Jeg er muligvis den der har været her i kortest tid, men så kan jeg jo lære lidt af de andre. Jeg er rigtig glad for at jeg får taget mig sammen til at kommer af sted til sådan nogle ting, det er jo lidt besværligt når man skal hele vejen fra New Jersey, men jeg får dog lov til at være med selvom jeg jo faktisk ikke bor i NYC.

På arbejdet har jeg kastet mig over en ny teknik. Jeg har indtil videre isoleret neuroner fra et lille område i hjernen, nu fikserer jeg hele hjernen for at kunne se på neuronerne i deres korrekte omgivelser. Det er gået ret nemt da der er styr på grund teknikkerne i laboratoriet og folk er rigtig flinke til at lære fra sig.