torsdag den 22. november 2012

Thanksgiving

Det begynder at ligne hverdag, men nu er vi så heldige at have to fridage op til weekenden pga. Thanksgiving, så det er jo luksus – især når man også havde fri mandag i sidste uge pga. Veterans Day.
Jeg har taget toget på arbejde i denne uge. Jeg har omkring 10 minutter til stationen, cirka 35 minutter med toget og så en gåtur på 20-25 minutter inden jeg er på arbejde. Jeg har fået min første lønseddel, er dog stadig ansat som visiting researcher men de arbejder på at få mig ansat som postdoc. Derudover venter jeg på mit social security number så jeg kan bliver registeret korrekt på the VA Medical Center og få lov til at komme i gang med at arbejde i laboratoriet. Jeg venter også på amerikansk SIM kort, endda to styk, på den ene bestilling glemte jeg lejlighedsnummer og på den anden hedder jeg Louise Marsen, så jeg håber bare at ét af dem komme frem!
I dag var Thanksgiving, noget med fejring af en høst hvor pilgrimmene og indianerne hjalp hinanden. Jeg havde haft tænkt på at tage til NYC for at se Macy’s Thanksgiving Day Parade (Macy’s er en kæde af stormagasiner), men det viste sig at ingen af amerikanerne på arbejdet kunne give mig gode råd da de ikke havde prøvet at være derinde (man kan se paraden i fjernsynet). Internettet fortalte at man skulle være der så tidligt som kl. 6:30 for at få en god plads, men paraden startede først kl. 9, så jeg nøjedes med at stå i baggrunden og det lykkedes mig da at se nogle balloner fra Columbus Circle. Jeg har taget nogle billeder, men de blev ikke så gode og det får mig til at tænke at jeg i morgen vil tage ud for at købe et nyt kamera (det gamle er altså også i stykker) – det er Black Friday, den store udsalgs dag.
På vejen hjem købte jeg et stykke græskar tærte for at se hvad det gik ud på, den var udmærket. Da jeg for en gang skyld var hjemme mens det var aften i Danmark loggede jeg på Skype hvilket resulterede i 5 timers samtale med Sanne inklusiv gæstebesøg af Sine der ringede Sanne op. Jeg kunne vise lejligheden og udsigten frem vha. kameraet i min iPhone og jeg glemte næsten helt at jeg ikke bare var på Frederiksberg (vi er tidligere ”kommet til” at snakke lang tid). Efter at havde holdt Sanne oppe til langt ud på natten i Danmark besluttede jeg mig for at tage i biografen, jeg manglede jo at se sidste afsnit af Twilight-sagaen. Jeg har set film 2 til 4 med Caroline og Ole fra mit tidligere arbejde, men har ikke haft held til at overtale dem til at komme til NYC for at se filmen med mig.
I morgen aften skal jeg hjem til min chef Barry og hans kone Alison til en dagen-efter-Thanksgiving middag. Jeg spurgte om jeg kunne hjælpe med noget og måtte gerne lave en appetizer, så vil lave lakseruller med smøreost. Der komme nogle af de andre fra laboratoriet, det skal nok blive hyggeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar