onsdag den 12. december 2012

Forknølet

Jeg er blevet syg, øv! Vågnede med lidt ondt i halsen i går, men her til morgen var jeg også blevet forkølet og meget tung i hovedet. Jeg snuppede et par hovedpinepiller og tog af sted til East Orange, da jeg havde en tid til at få taget fingeraftryk til mit baggrundstjek samt en helbredsundersøgelse - de tager det ret seriøst når man skal arbejde i en statsejet institution.
I går fik jeg ved et uheld skrællet halvdelen af min venstre langefinger negl af (bund mod top) da jeg skrællede gulerødder, så var ikke særlig stolt da jeg skulle havde det fingeraftryk taget, det er en ret tåbelig ting at gøre. Derefter stod den på papirarbejde, samtaler og test af mit helbred, blodprøver, urinprøve for stoffer samt graviditet så jeg kunne få røntgenfotograferet overkroppen. Håber jeg kan få min tuberkulosetest fra UMDNJ (University of Medicine and Dentistry of New Jersey) overført, da de lavede to på min stakkels arm i november.
Det sjove ved oplevelsen var at møde en masse mennesker, folk er meget positivt indstillet ovenfor Danmark og ham der tog mine blodprøver var blevet gift i Tønder da han var udstationeret i Tyskland. Amerikanere er generelt bare flinke, da jeg sidder og halvsover i toget er der en dame der prikker til mig for at høre om jeg skal af (rigtig mange står af stoppet inden Hoboken for at tage et andet tog til NYC). Det er begyndt at smitte af og jeg er blevet dygtig til at sige hej til fremmede og small-talk'e om alt mellem himmel og jord.

Der er også lidt nyt om mine planer for det næste sted jeg skal bo. Tirsdag aften tog jeg forbi hos en amerikansk fyr der gerne vil leje et soveværelse samt stue og badeværelse ud i nærheden af hvor jeg bor nu. Jeg faldt over hans annonce søndag på Craigslist, hvor jeg af og til kigger efter værelser/lejligheder når jeg går i panik over at jeg skal flytte igen om 2 måneder. Det er billigere end hvor jeg bor nu, men stadigt dyrt og jeg har ikke rigtig overblik over min økonomi endnu. Men det var et virkelig hyggeligt sted, med mulighed for overnattende gæster hvilket jeg gerne vil prioritere højt. Ham jeg skulle bo sammen med var rigtig flink og han har forhåbentlig et svar til mig efter weekenden. Jeg snakkede efterfølgende med Thomas, som jeg lejer værelse af nu, om mine planer og jeg kunne forstå på ham at jeg ikke skulle stresse over at flytte ud, da det ikke var sikkert at hans kollega er klar til at flytte ind midt i februar alligevel. Så jeg kan slå koldt vand i blodet hvis jeg ikke bliver tilbudt det værelse jeg kiggede på i går, men jeg bliver lidt stresset når jeg kommer i tanke om at jeg skal finde et nyt sted at bo inden for nærmeste fremtid.

Jeg tog hjem fra arbejde efter min helbredsundersøgelse for at pleje mig selv og oplevede at det gode ved at være syg er at man kan Skype med folk i Danmark. For mange år siden blev datoen 12/12-12 reserveret til et bryllup blandt nogle af mine veninder, men da dem der er blevet friet til ikke har kunne vente og vi andre endnu ikke er blevet friet til, var der jo ikke andet at gøre end at mødes for at spise kage – og jeg kunne være med over Skype:
Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget!

Tilføjet: Fik også en snak med min mor og en meget lang snak med Sanne, så føler man sig ikke så langt væk hjemmefra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar