Om små 2 uger kommer Henrik på besøg - og lidt senere samme dag ankommer Sanne! Helt fantastisk at kunne se frem til at forårs-besøgs-runden starter op igen. Sanne og jeg kender Henrik fra en ganske vellykket Festen & Gæsten nytårsaften, så de kan sagtens hygge sig mens jeg er på arbejde.
10.-22. april er jeg på ferie i Danmark, har selvfølgelig allerede planer, men tror ikke jeg er helt så booket som sidste gang - hvilket er 8 måneder siden!
Når jeg kommer tilbage er Louise fra mit speciale sted på besøg i New York, så vi kan forhåbentlig nå at se hinanden.
I starten af maj er det så tid til besøg fra Maja og Camilla, og der er allerede planer om at opleve Amateur Night på Apollo teateret.
Der venter mig en forlænget weekend i Boston med Tom i slutningen af maj, glæder mig til at gense byen.
Og som rosinen i pølseenden besøg fra Helena og Katja i starten af juni.
Mit mentale helbred er muligvis i bedring. Har løbende haft samtaler med en psykiater og meget hurtigt gik vi væk fra at snakke om overfaldet og begyndte at snakke om de ting der nogle gange hæmmer mig i arbejdssituationer. Jeg har vidst beskrevet før at det er som om den angst jeg måske burde føle for at blive overfaldet igen har fundet et afløb og forstærket den angst jeg føler for ikke at være god nok til mit arbejde. Jeg tager medicin der dæmper angsten og efter min sidste samtale hos psykiateren, blev vi enige om at jeg efterhånden er tilbage til et mere normalt niveau af stress og dårlig samvittighed i forhold til arbejdet. Medicinen tager jeg fortsat og jeg tror på at den har hjulpet mig med at dæmpe min angst nok til at jeg igen har kunne opleve at jeg kan udføre mit arbejde. Læste denne artikel om at dårligt mentalt helbred er et stigende problem blandt akademikere, jeg kan genkende meget, men heldigvis har jeg aldrig været i nærheden af de mørkeste tanker nævnt i den artikel.
søndag den 9. marts 2014
mandag den 3. februar 2014
Mere sne
For tredje gang på en måned har vi fået omkring 20-30 cm sne på kort tid. Heldigvis er det varmere nu hvor det sner. Vi har været nede på omkring -15C, men i dag var kun lige omkring frysepunktet. Må lige rose NJ Transit for at være helt utrolig pålidelige og forudseende når sneen kommer, DSB kunne lære noget.
I weekenden var jeg til mit første Broadway show, No Man's Land med stjernerne Ian McKellen (Gandalf) og Patrick Stewart (Capt. Picard). Det var en oplevelse at se så talentfulde skuespillere, men stykket sagde mig ikke så meget. Jeg ser frem til at skulle se Lion King i slutningen af februar med Tom, hans søster og hendes veninde.
Ellers gik weekenden i Astoria hvor Tom bor, han er lige kommet tilbage fra Schweiz. Vi har aftalt at tage til Boston i slutningen af maj, hvor jeg har fri en forlænget weekend. Jeg vil meget gerne gense Boston og Tom vil gerne se mere af USA mens han er her. Til den tid er det 4 år siden jeg tog hjem efter 4 måneder i Boston, glæder mig virkelig meget allerede.
 |
| Sne i South Orange, NJ |
Ellers gik weekenden i Astoria hvor Tom bor, han er lige kommet tilbage fra Schweiz. Vi har aftalt at tage til Boston i slutningen af maj, hvor jeg har fri en forlænget weekend. Jeg vil meget gerne gense Boston og Tom vil gerne se mere af USA mens han er her. Til den tid er det 4 år siden jeg tog hjem efter 4 måneder i Boston, glæder mig virkelig meget allerede.
søndag den 19. januar 2014
1 år på Garden Street
Jeg har lige indset at jeg har boet sammen med David i et år, så gik tilbage og læste mit indlæg fra den gang. Vi har lige lavet en ny 6 måneders kontrakt, men det er underligt at tænke på, at når den udløber 31. juli skal David måske til at se sig om efter en ny bofælle, da jeg så kun har 3 måneder tilbage på arbejdet. Jeg har haft lovet mig selv, at jeg vil finde ud af hvad der skal ske nu her efter nytår, men det er jeg ikke rigtig kommet i gang med, men hvis mit nuværende gode humør kunne lede til lidt overskud bliver der måske også snart tid til det. I dag kastede jeg mig ud i 2 timers meditation for begyndere på Manhattan, i håb om at det kan hjælpe mig til at (gen)vinde lidt kontrol over min hverdag.
lørdag den 18. januar 2014
Tak
Jeg er meget rørt over alle de e-mails jeg har fået. Jeg føler jeg har den rareste familie og de sødeste venner og jeg skulle have fortalt alt dette til jer noget før - men jeg tror ikke jeg havde det overskud der skulle til for at skrive det ned før nu. Jeg vil gerne svare alle, men det kommer til at tage lidt tid, det er ikke fordi jeg ikke værdsætter det men bare fordi jeg bliver følelsesmæssigt berørt.
For mig er det jo efterhånden noget tid siden, så det er lidt underligt at have det så tæt på igen, men tak for jeres tanker, mentale kram og specielt jer der har delt lignende historier - jeg har også mere end en gang været rørt til tårer over jeres reaktioner.
Tror at skrive det på bloggen var den rigtig måde for mig at gøre det på, selvom det måske virker overvældende for jer sådan at få det smidt i hovedet - jeg beklager jeg ikke havde overskud til at skrive meget, hvis nogen overhovedet, introduktion til jer jeg sendte linket.
Jeg kan fortælle at jeg har haft en rigtig god uge, har haft travlt i laboratoriet og på trods af nogle stressende episoder følte jeg ikke at jeg fik et angstanfald, så tror den medicin jeg prøver har en positiv effekt. Det er første gang i lang tid jeg føler jeg har haft en god uge og tror måske også det skyldes at jeg endelig "kom af" med beretningen om overfaldet. Min gode uge sluttede med en fredag hvor jeg var i fantastisk humør, grinede mere med mine kollegaer end jeg har i lang tid og tog ud med min movie/dinner meetup gruppe, så godt nok en, efter min mening, frygtelig dårlig film (Ride Along) men trivia drengene havde lovet at så skulle vi i hvert tilfælde have nogle øl bagefter - og det fik vi. I dag har jeg spist brunch med min tidligere bofælle Thomas, hans kæreste Veda, Jakob (Thomas' kollega) der rejser hjem til Danmark og Morten (Thomas' kollega) der lige er flyttet til Hoboken. Lige nu sidder jeg på en hyggelig bar i Brooklyn og venter på Anna, vi skal se et foredrag med Art Spiegelman, som jeg ikke aner hvem er, men det finder jeg nok ud af.
Mange tak for at I føles så tæt på selvom I er langt væk, som vi siger her i USA: I love you guys!
For mig er det jo efterhånden noget tid siden, så det er lidt underligt at have det så tæt på igen, men tak for jeres tanker, mentale kram og specielt jer der har delt lignende historier - jeg har også mere end en gang været rørt til tårer over jeres reaktioner.
Tror at skrive det på bloggen var den rigtig måde for mig at gøre det på, selvom det måske virker overvældende for jer sådan at få det smidt i hovedet - jeg beklager jeg ikke havde overskud til at skrive meget, hvis nogen overhovedet, introduktion til jer jeg sendte linket.
Jeg kan fortælle at jeg har haft en rigtig god uge, har haft travlt i laboratoriet og på trods af nogle stressende episoder følte jeg ikke at jeg fik et angstanfald, så tror den medicin jeg prøver har en positiv effekt. Det er første gang i lang tid jeg føler jeg har haft en god uge og tror måske også det skyldes at jeg endelig "kom af" med beretningen om overfaldet. Min gode uge sluttede med en fredag hvor jeg var i fantastisk humør, grinede mere med mine kollegaer end jeg har i lang tid og tog ud med min movie/dinner meetup gruppe, så godt nok en, efter min mening, frygtelig dårlig film (Ride Along) men trivia drengene havde lovet at så skulle vi i hvert tilfælde have nogle øl bagefter - og det fik vi. I dag har jeg spist brunch med min tidligere bofælle Thomas, hans kæreste Veda, Jakob (Thomas' kollega) der rejser hjem til Danmark og Morten (Thomas' kollega) der lige er flyttet til Hoboken. Lige nu sidder jeg på en hyggelig bar i Brooklyn og venter på Anna, vi skal se et foredrag med Art Spiegelman, som jeg ikke aner hvem er, men det finder jeg nok ud af.
Mange tak for at I føles så tæt på selvom I er langt væk, som vi siger her i USA: I love you guys!
onsdag den 15. januar 2014
...og de dårlig nyheder!
I denne uge har jeg tre dage i træk gået fra mit arbejde til tog stationen efter det er blevet mørkt. For 2,5 måned siden havde det ikke været et problem. Den 30. oktober (præcis et år efter jeg forsvarede min ph.d., en dag jeg havde tænkt tilbage på mest med glæde flere gange den dag) blev jeg overfaldet på den station hvorfra jeg tager toget hjem.
Først er det nok vigtigt at sige at jeg er fysisk okay. Jeg tror jeg har brug for at skrive historien ned, da jeg må indrømme at jeg er mere påvirket af episoden end jeg først ville indrømme over for mig selv.
Overfaldet
Jeg var blevet sent på arbejdet, meget senere end normalt, og da jeg kommer frem til stationen stod der en mand med ryggen til mig, som jeg følte var meget opmærksom på mig. Der kom et tog ind på stationen i den modsatte retning og i noget tid var der mennesker omkring os og jeg tænkte at jeg ikke burde tro det værste om folk, men der er tidspunkter hvor man bør lytte til sit instinkt. Pludselig var vi alene på stationen og så kom han imod mig med en pistol. Han ville have min telefon! Jeg vil råde en hver til bare at aflevere hvad en person med en pistol kræver, men jeg blev bare så sur over at han ødelagde den tryghed jeg havde opbygget omkring at færdes i USA, så jeg råbte af ham og skubbede til ham. Når jeg nu ikke tænkte klart var det heldigt for mig at han ikke var parat til at brug pistolen til at skyde mig, men han smed mig på jorden og slog mig gentagne gange i baghovedet til jeg til sidst gav ham min telefon. Han overvejede kort også at tage min taske, men jeg holdt fast og havde efterhånden lavet så meget larm at han stak af. Stationen ligger sådan set ved vejen, men neden for en skrænt med træer da vejen går over sporet, derfor havde ingen kunne se hvad der foregik. Jeg løb med det samme op til vejen, modsat retning af overfaldsmanden, og en bil med en mand og hans søn samlede mig op. De ventede med mig til mit tog kom, hvilket kun var er par minutter og i toget opsøgte jeg en togkonduktør, da jeg ved de går op i sikkerheden på stationerne. Tilfældigvis var der betjente om bord på toget, da de står af og patruljerer, så jeg kunne komme med på stationen og aflægge forklaring med det samme. Alle var flinke og meget overbærende med at jeg skiftede mellem at være sur og græde. Jeg havde min bofælles telefonnummer i min pung, så jeg kunne ringe til ham og sige hvad der var sket og at det var derfor jeg ikke var kommet hjem, så da jeg kom hjem var han oppe og ventede på mig. Jeg havde selvfølgelig svært ved at sove, heldigvis følte jeg mig ikke utryg hjemme, men havde for mange tanker i hovedet. 3 dage før var Tom taget til London hvor han skulle arbejde hele november, efter mange overvejelser om jeg skulle fortælle ham det sendte jeg ham en e-mail. Tom, mine kollegaer samt mine venner i USA (specielt min tidligere bofælle Thomas) har været en stor støtte, de har lyttet og været forstående ud over hvad man kunne forvente.
Komplikationer
Dagen efter overfaldet valgte jeg at tage på arbejde, for jeg følte jeg måtte gense stationen/gerningsstedet i dagslys. Jeg tog en beslutning om at jeg ikke ville tage tilbage til Danmark på grund af dette, og derfor ville jeg heller ikke fortælle mine forældre det før de kom herover til jul – dette var måske ikke den bedste beslutning, men jeg ville gerne have at de kunne se med egne øjne at jeg var okay når jeg fortalte dem om overfaldet.
Jeg går hver morgen fra den station til arbejde, men siden har mine kollegaer kørt mig til den station eller en nærliggende hver eftermiddag. På det sidste er jeg blevet lidt længere på grund af mine forsøg og må indrømme at de sidste tre afteners gåtur til stationen har været plaget af at kigge sig over skulderen og være parat til at trække splitten ud på den alarm jeg har. Jeg tror på det må blive bedre... Min chef har været utrolig god til at accepterer at dette er en traumatisk oplevelse, men efter noget tid endte han med at foreslå at jeg snakkede med nogen og han kendte en på universitetet. Status er nu at jeg har været til to samtaler hos en psykiater og ved ikke helt om det er min fordom om psykiatere eller den om amerikanske læger der blev bekræftet da jeg fik angstdæmpende piller udskrevet efter første samtale der varede 1 time.
Problemet
Jeg føler at den stress og angst jeg havde under min ph.d. har fundet en grund til at dukke op igen. Jeg er ikke bange i New York City eller i Hoboken hvor jeg bor. Angsten har fundet et afløb når jeg prøver at arbejde. Jeg kan ikke forklare det, hvis jeg kunne ville jeg jo kunne hjælpe mig selv, men især når jeg skal præstere foran computeren (som da jeg skulle skive min ph.d. afhandling) får jeg angst anfald. Det gode ved at snakke med psykiateren er at de piller han giver mig dæmper dette, men vi er også enige om at jeg skal kunne klare mig uden dem – men lige nu er de en nødvendighed!
Dette er historien ind til nu og eftersom jeg er begyndt at planlægge mit besøg i Danmark til april følte jeg det var lettere for mig at I kendte historien på forhånd, så derfor har jeg prøvet at skrive det ned… Hvis I har brug for at spørge om noget, så gør endelig det, jeg kan godt snakke om det…
Først er det nok vigtigt at sige at jeg er fysisk okay. Jeg tror jeg har brug for at skrive historien ned, da jeg må indrømme at jeg er mere påvirket af episoden end jeg først ville indrømme over for mig selv.
Overfaldet
Jeg var blevet sent på arbejdet, meget senere end normalt, og da jeg kommer frem til stationen stod der en mand med ryggen til mig, som jeg følte var meget opmærksom på mig. Der kom et tog ind på stationen i den modsatte retning og i noget tid var der mennesker omkring os og jeg tænkte at jeg ikke burde tro det værste om folk, men der er tidspunkter hvor man bør lytte til sit instinkt. Pludselig var vi alene på stationen og så kom han imod mig med en pistol. Han ville have min telefon! Jeg vil råde en hver til bare at aflevere hvad en person med en pistol kræver, men jeg blev bare så sur over at han ødelagde den tryghed jeg havde opbygget omkring at færdes i USA, så jeg råbte af ham og skubbede til ham. Når jeg nu ikke tænkte klart var det heldigt for mig at han ikke var parat til at brug pistolen til at skyde mig, men han smed mig på jorden og slog mig gentagne gange i baghovedet til jeg til sidst gav ham min telefon. Han overvejede kort også at tage min taske, men jeg holdt fast og havde efterhånden lavet så meget larm at han stak af. Stationen ligger sådan set ved vejen, men neden for en skrænt med træer da vejen går over sporet, derfor havde ingen kunne se hvad der foregik. Jeg løb med det samme op til vejen, modsat retning af overfaldsmanden, og en bil med en mand og hans søn samlede mig op. De ventede med mig til mit tog kom, hvilket kun var er par minutter og i toget opsøgte jeg en togkonduktør, da jeg ved de går op i sikkerheden på stationerne. Tilfældigvis var der betjente om bord på toget, da de står af og patruljerer, så jeg kunne komme med på stationen og aflægge forklaring med det samme. Alle var flinke og meget overbærende med at jeg skiftede mellem at være sur og græde. Jeg havde min bofælles telefonnummer i min pung, så jeg kunne ringe til ham og sige hvad der var sket og at det var derfor jeg ikke var kommet hjem, så da jeg kom hjem var han oppe og ventede på mig. Jeg havde selvfølgelig svært ved at sove, heldigvis følte jeg mig ikke utryg hjemme, men havde for mange tanker i hovedet. 3 dage før var Tom taget til London hvor han skulle arbejde hele november, efter mange overvejelser om jeg skulle fortælle ham det sendte jeg ham en e-mail. Tom, mine kollegaer samt mine venner i USA (specielt min tidligere bofælle Thomas) har været en stor støtte, de har lyttet og været forstående ud over hvad man kunne forvente.
Komplikationer
Dagen efter overfaldet valgte jeg at tage på arbejde, for jeg følte jeg måtte gense stationen/gerningsstedet i dagslys. Jeg tog en beslutning om at jeg ikke ville tage tilbage til Danmark på grund af dette, og derfor ville jeg heller ikke fortælle mine forældre det før de kom herover til jul – dette var måske ikke den bedste beslutning, men jeg ville gerne have at de kunne se med egne øjne at jeg var okay når jeg fortalte dem om overfaldet.
Jeg går hver morgen fra den station til arbejde, men siden har mine kollegaer kørt mig til den station eller en nærliggende hver eftermiddag. På det sidste er jeg blevet lidt længere på grund af mine forsøg og må indrømme at de sidste tre afteners gåtur til stationen har været plaget af at kigge sig over skulderen og være parat til at trække splitten ud på den alarm jeg har. Jeg tror på det må blive bedre... Min chef har været utrolig god til at accepterer at dette er en traumatisk oplevelse, men efter noget tid endte han med at foreslå at jeg snakkede med nogen og han kendte en på universitetet. Status er nu at jeg har været til to samtaler hos en psykiater og ved ikke helt om det er min fordom om psykiatere eller den om amerikanske læger der blev bekræftet da jeg fik angstdæmpende piller udskrevet efter første samtale der varede 1 time.
Problemet
Jeg føler at den stress og angst jeg havde under min ph.d. har fundet en grund til at dukke op igen. Jeg er ikke bange i New York City eller i Hoboken hvor jeg bor. Angsten har fundet et afløb når jeg prøver at arbejde. Jeg kan ikke forklare det, hvis jeg kunne ville jeg jo kunne hjælpe mig selv, men især når jeg skal præstere foran computeren (som da jeg skulle skive min ph.d. afhandling) får jeg angst anfald. Det gode ved at snakke med psykiateren er at de piller han giver mig dæmper dette, men vi er også enige om at jeg skal kunne klare mig uden dem – men lige nu er de en nødvendighed!
Dette er historien ind til nu og eftersom jeg er begyndt at planlægge mit besøg i Danmark til april følte jeg det var lettere for mig at I kendte historien på forhånd, så derfor har jeg prøvet at skrive det ned… Hvis I har brug for at spørge om noget, så gør endelig det, jeg kan godt snakke om det…
tirsdag den 7. januar 2014
Glædelig jul og godt nytår
Min anden jul i USA gik godt. Mine forældre var på besøg og vi spiste aftensmad hjemme hos mig, dog ikke flæskesteg men bare en god bøf, hvilket passede mig fint. Ellers har vi som under de foregående besøg oplevet en masse sammen når jeg har haft fri.
Sidste aften mine forældre var her ankom Lasse. Mine fætres kusiner kender ham og da han skulle alene til NYC havde de spurgt om vi kunne finde på noget at lave sammen. Lasse couchsurfer (overnatter hos folk og betaler tilbage ved at lade andre overnatte hos ham), men havde haft svært ved at finde et sted at bo mellem jul og nytår, så jeg tilbød ham at han kunne bo hos mig og min bofælle. Med ham fik jeg både hørt klassisk musik i Carnegie Hall og var til Moth – True Stories Told Live som jeg har hørt som podcast i lang tid.
Nytårsaften blev fejret med danskere og en enkelt amerikaner hjemme hos min tidligere bofælle Thomas, hvor der jo er en fantastisk udsigt til Manhattan.
Nu kan 2014 bare komme an!
Sidste aften mine forældre var her ankom Lasse. Mine fætres kusiner kender ham og da han skulle alene til NYC havde de spurgt om vi kunne finde på noget at lave sammen. Lasse couchsurfer (overnatter hos folk og betaler tilbage ved at lade andre overnatte hos ham), men havde haft svært ved at finde et sted at bo mellem jul og nytår, så jeg tilbød ham at han kunne bo hos mig og min bofælle. Med ham fik jeg både hørt klassisk musik i Carnegie Hall og var til Moth – True Stories Told Live som jeg har hørt som podcast i lang tid.
Nytårsaften blev fejret med danskere og en enkelt amerikaner hjemme hos min tidligere bofælle Thomas, hvor der jo er en fantastisk udsigt til Manhattan.
Nu kan 2014 bare komme an!
torsdag den 19. december 2013
De gode nyheder...
Når man overhovedet ikke skriver noget på sin blog kan man vel ikke forvente at nogen læser med, men vil alligevel lave en lille opdatering.
Det har været et hektisk efterår, der er sket gode og dårlige ting der har påvirket mig, både her og i Danmark. Måske kan jeg få mig selv til at skrive om de dårlige ting en anden dag, men lige nu vil jeg prøve at opsummere det gode.
Jeg havde besøg af Louise, min veninde fra folkeskolen der tog med mig da jeg var til jobsamtale i marts 2012 - hun er ganske afhængig af New York! Hun havde sin søster med og de boede hos mig nogle dage og resten af tiden på Manhattan. Louises søsters veninde var her tilfældigvis også samtidig, så vi var bl.a. på rooftop bar med udsigt til Empire State Building og med min bofælle og hans venner til NY Giants (amerikansk) fodbold kamp.
Jeg har udvidet mit netværk og det endda med folk der ikke er fra Danmark, selvom jeg også stadig ser danskere, især min tidligere bofælle Thomas. De nye venner er kommet til gennem en meetup gruppe hvor vi mødes for at se en film, for derefter at snakke om filmen (og alt mulig andet) til efterfølgende middag. Ud fra denne meetup gruppe er der især to grupperinger der har taget godt imod mig:
1) Trivia gruppen: Ryan og Dan går til trivia (paratviden om alt muligt, det er som at få en masse Trivial Pursuit spørgsmål) på barer en til to gange om ugen, de havde brug for en europæer på holdet og det blev mig!
2) Englænderne: Tom og Anna er blevet importeret til USA for at arbejde her og den første aften jeg var til movie/dinner meetup faldt jeg i snak med dem. Siden er jeg blevet kæreste med Tom, han bor i Queens, så få set lidt mere til det NYC borough.
Derudover har jeg jo selvfølgelig fået snakket og skrevet med folk jeg savner i Danmark og endda planlagt besøg her og tur til Danmark i det nye år.
Sidst men ikke mindst, i morgen (vel egentlig i dag da det nu er blevet torsdag) er mine forældre i Hoboken og bliver en uge. Desværre skal vi nok ikke regne med hvid jul, selvom der stadig er sne i gaderne skulle det blive en varm weekend (20C) med regn.
Sne i New York City (mig, Anna, Tom):
Det har været et hektisk efterår, der er sket gode og dårlige ting der har påvirket mig, både her og i Danmark. Måske kan jeg få mig selv til at skrive om de dårlige ting en anden dag, men lige nu vil jeg prøve at opsummere det gode.
Jeg havde besøg af Louise, min veninde fra folkeskolen der tog med mig da jeg var til jobsamtale i marts 2012 - hun er ganske afhængig af New York! Hun havde sin søster med og de boede hos mig nogle dage og resten af tiden på Manhattan. Louises søsters veninde var her tilfældigvis også samtidig, så vi var bl.a. på rooftop bar med udsigt til Empire State Building og med min bofælle og hans venner til NY Giants (amerikansk) fodbold kamp.
Jeg har udvidet mit netværk og det endda med folk der ikke er fra Danmark, selvom jeg også stadig ser danskere, især min tidligere bofælle Thomas. De nye venner er kommet til gennem en meetup gruppe hvor vi mødes for at se en film, for derefter at snakke om filmen (og alt mulig andet) til efterfølgende middag. Ud fra denne meetup gruppe er der især to grupperinger der har taget godt imod mig:
1) Trivia gruppen: Ryan og Dan går til trivia (paratviden om alt muligt, det er som at få en masse Trivial Pursuit spørgsmål) på barer en til to gange om ugen, de havde brug for en europæer på holdet og det blev mig!
2) Englænderne: Tom og Anna er blevet importeret til USA for at arbejde her og den første aften jeg var til movie/dinner meetup faldt jeg i snak med dem. Siden er jeg blevet kæreste med Tom, han bor i Queens, så få set lidt mere til det NYC borough.
Derudover har jeg jo selvfølgelig fået snakket og skrevet med folk jeg savner i Danmark og endda planlagt besøg her og tur til Danmark i det nye år.
Sidst men ikke mindst, i morgen (vel egentlig i dag da det nu er blevet torsdag) er mine forældre i Hoboken og bliver en uge. Desværre skal vi nok ikke regne med hvid jul, selvom der stadig er sne i gaderne skulle det blive en varm weekend (20C) med regn.
Sne i New York City (mig, Anna, Tom):
Abonner på:
Opslag (Atom)