...og de dårlig nyheder!

I denne uge har jeg tre dage i træk gået fra mit arbejde til tog stationen efter det er blevet mørkt. For 2,5 måned siden havde det ikke været et problem. Den 30. oktober (præcis et år efter jeg forsvarede min ph.d., en dag jeg havde tænkt tilbage på mest med glæde flere gange den dag) blev jeg overfaldet på den station hvorfra jeg tager toget hjem.
Først er det nok vigtigt at sige at jeg er fysisk okay. Jeg tror jeg har brug for at skrive historien ned, da jeg må indrømme at jeg er mere påvirket af episoden end jeg først ville indrømme over for mig selv.

Overfaldet
Jeg var blevet sent på arbejdet, meget senere end normalt, og da jeg kommer frem til stationen stod der en mand med ryggen til mig, som jeg følte var meget opmærksom på mig. Der kom et tog ind på stationen i den modsatte retning og i noget tid var der mennesker omkring os og jeg tænkte at jeg ikke burde tro det værste om folk, men der er tidspunkter hvor man bør lytte til sit instinkt. Pludselig var vi alene på stationen og så kom han imod mig med en pistol. Han ville have min telefon! Jeg vil råde en hver til bare at aflevere hvad en person med en pistol kræver, men jeg blev bare så sur over at han ødelagde den tryghed jeg havde opbygget omkring at færdes i USA, så jeg råbte af ham og skubbede til ham. Når jeg nu ikke tænkte klart var det heldigt for mig at han ikke var parat til at brug pistolen til at skyde mig, men han smed mig på jorden og slog mig gentagne gange i baghovedet til jeg til sidst gav ham min telefon. Han overvejede kort også at tage min taske, men jeg holdt fast og havde efterhånden lavet så meget larm at han stak af. Stationen ligger sådan set ved vejen, men neden for en skrænt med træer da vejen går over sporet, derfor havde ingen kunne se hvad der foregik. Jeg løb med det samme op til vejen, modsat retning af overfaldsmanden, og en bil med en mand og hans søn samlede mig op. De ventede med mig til mit tog kom, hvilket kun var er par minutter og i toget opsøgte jeg en togkonduktør, da jeg ved de går op i sikkerheden på stationerne. Tilfældigvis var der betjente om bord på toget, da de står af og patruljerer, så jeg kunne komme med på stationen og aflægge forklaring med det samme. Alle var flinke og meget overbærende med at jeg skiftede mellem at være sur og græde. Jeg havde min bofælles telefonnummer i min pung, så jeg kunne ringe til ham og sige hvad der var sket og at det var derfor jeg ikke var kommet hjem, så da jeg kom hjem var han oppe og ventede på mig. Jeg havde selvfølgelig svært ved at sove, heldigvis følte jeg mig ikke utryg hjemme, men havde for mange tanker i hovedet. 3 dage før var Tom taget til London hvor han skulle arbejde hele november, efter mange overvejelser om jeg skulle fortælle ham det sendte jeg ham en e-mail. Tom, mine kollegaer samt mine venner i USA (specielt min tidligere bofælle Thomas) har været en stor støtte, de har lyttet og været forstående ud over hvad man kunne forvente.

Komplikationer
Dagen efter overfaldet valgte jeg at tage på arbejde, for jeg følte jeg måtte gense stationen/gerningsstedet i dagslys. Jeg tog en beslutning om at jeg ikke ville tage tilbage til Danmark på grund af dette, og derfor ville jeg heller ikke fortælle mine forældre det før de kom herover til jul – dette var måske ikke den bedste beslutning, men jeg ville gerne have at de kunne se med egne øjne at jeg var okay når jeg fortalte dem om overfaldet.
Jeg går hver morgen fra den station til arbejde, men siden har mine kollegaer kørt mig til den station eller en nærliggende hver eftermiddag. På det sidste er jeg blevet lidt længere på grund af mine forsøg og må indrømme at de sidste tre afteners gåtur til stationen har været plaget af at kigge sig over skulderen og være parat til at trække splitten ud på den alarm jeg har. Jeg tror på det må blive bedre... Min chef har været utrolig god til at accepterer at dette er en traumatisk oplevelse, men efter noget tid endte han med at foreslå at jeg snakkede med nogen og han kendte en på universitetet. Status er nu at jeg har været til to samtaler hos en psykiater og ved ikke helt om det er min fordom om psykiatere eller den om amerikanske læger der blev bekræftet da jeg fik angstdæmpende piller udskrevet efter første samtale der varede 1 time.

Problemet
Jeg føler at den stress og angst jeg havde under min ph.d. har fundet en grund til at dukke op igen. Jeg er ikke bange i New York City eller i Hoboken hvor jeg bor. Angsten har fundet et afløb når jeg prøver at arbejde. Jeg kan ikke forklare det, hvis jeg kunne ville jeg jo kunne hjælpe mig selv, men især når jeg skal præstere foran computeren (som da jeg skulle skive min ph.d. afhandling) får jeg angst anfald. Det gode ved at snakke med psykiateren er at de piller han giver mig dæmper dette, men vi er også enige om at jeg skal kunne klare mig uden dem – men lige nu er de en nødvendighed!

Dette er historien ind til nu og eftersom jeg er begyndt at planlægge mit besøg i Danmark til april følte jeg det var lettere for mig at I kendte historien på forhånd, så derfor har jeg prøvet at skrive det ned… Hvis I har brug for at spørge om noget, så gør endelig det, jeg kan godt snakke om det…