I lørdags fik jeg endelig taget mig sammen til at tage forbi en tandlæge. Jeg valgte et sted lige ved siden af hvor jeg bor, der har åbent sent på hverdage og hver anden lørdag. Det så ud til at være et pænt sted da jeg kom ind, så jeg sagde ja til at få taget røntgenbilleder med det samme. Selvfølgelig var aften- og weekendtiderne booket frem til slutningen af september, men når jeg nu var fik jeg en tid mandag, selvom jeg måtte tage tidligt fra arbejde.
Så i går var jeg til tandlægen og jeg må indrømme at jeg mere end en gang savnede min tandlæge hjemme i Danmark. Det var udmærket, men blev bare gjort lidt anderledes og eftersom jeg kan blive meget nervøs hos tandlægen savnede jeg de faste rutiner. Men det er overstået og de kunne ikke finde noget der skulle være skyld i at jeg har haft ondt, så måske var det bare psykologisk fordi jeg vidste jeg ikke havde været til tandlæge i næsten et år. De ville til gengæld meget gerne have lov til at lave nogle fyldninger i mine tyggeflader, da de mente at de kunne forebygge huller. Jeg sagde at jeg ville vende tilbage efter jeg har kontaktet min tandlæge i Danmark, så nu har jeg fået tilsendt alle mine røntgenbilleder, så jeg har da fået lidt for pengene.
I søndags var jeg en tur på stranden med Joanne og hendes kæreste Ben. Vi kørte til Sandy Hook hvor der både er strand, et fyrtårn og en gammel militærbase, så albummet er blevet opdateret med nogle nye billeder. Det var sjovt at se lidt mere af New Jersey, det er jo ikke særlig tit jeg tager længere væk end New York City.
Efter en del overvejelser omkring muligheden for at få mit indrejsevisum fornyet omkring jul er der nu taget en beslutningen om at jeg bliver her og mine forældre kommer på besøg igen til jul. Det er rart at have det afklaret og i stedet for en uge hjemme til jul planlægger jeg nu at komme til Danmark 2 uger i foråret, måske omkring påske. Mine forældre har fået solgt huset i Ledøje og planlægger at flytte til Frederiksberg inden jul, så det bliver spændende at komme hjem og se hvordan de har indrettet sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar