I lørdags tog jeg med min tidligere bofælles nye bofælle (Joanne) til Brooklyn. Vi spiste fried chicken og vafler med sirup på en restaurant anbefalet af en af de danskere jeg har mødt. Fried chicken er kylling dyppet i dej med krydderier og derefter friturestegt, det smager godt og overraskende nok smager det også rigtig godt med vaffel på gaflen.
Bagefter besøgte vi Brooklyn Brewery, hvor vi mest af alt stod i kø: en kø for at komme ind, en kø for at købe træmønter, en kø for at bruge disse træmønter i baren og en kø for at komme på gratis rundvisning. Derefter tog Joanne mig med ud for at shoppe, hvilket jeg var rigtig godt tilfreds med da jeg mangler nyt tøj. Jeg ryddede ud i meget af mit tøj inden jeg rejste herover og her er allerede varmere end dansk sommer.
På vejen hjem orkede jeg stadig ikke aftensmad oven på den sene frokost så jeg fik prøvet frozen yogurt, hvilket nok har lidt for meget yoghurt smag til at mine smagsløg opfatter det som dessert.
Joanne er nem at snakke med, så jeg er glad for at Thomas valgte hende som sin nye bofælle. De dage vi begge har tid har vi planer om at mødes til gratis udendørs tirsdags yoga og onsdags film.
På en uge har jeg nærmest fået fyldt mine to ugers ferie i Danmark op med aftaler, jeg føler mig enormt heldig at så mange har tid og lyst til at se mig og glæder mig til at komme hjem på besøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar