Endelig kom der afklaring på datoen for mit ph.d. forsvar. Det bliver tirsdag den 30. oktober, der er den absolut første dag min ph.d. komite kan mødes, hvor jeg var så heldig at skaffe et auditorium på Panum. Jeg har kunne mærke at det betød noget for mig at få lov til at forsvare på Panum, selvom afdelingen jeg har været på har haft lokaler på Symbion på Østerbro siden august 2011 pga. renovering af vores etage på Panum. Derudover vil jeg meget gerne stå i et auditorium til forsvaret, det har bare altid været en del af visionen.
Inden jeg nåede at skrive til min nye chef havde han skrevet for at spørge hvordan det gik. Jeg kunne jo så give besked om at forsvarsdatoen var på plads og at mit visum burde være godkendt, venter dog stadig på at modtage mit pas. Vi er blevet enige om at mandag den 5. november kunne være en god dag at starte hos ham, så nu er planen at jeg skal rejse en dag i starten af november. Jeg skal til at tage mig af alle de praktiske ting jeg har udsat fordi jeg ikke havde en startdato, men først skal jeg gøre min afhandling klar til at blive trykt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar