torsdag den 3. oktober 2013

To ting

1) Jeg har fået mit nye visum, så har nu tilladelse til at blive i USA til 1. november 2014.

2) Louise fra min folkeskoleklasse og hendes søster kommer på besøg. Jeg skal møde dem i aften på Manhattan, de skal bo hos mig til på søndag og derefter tager de nogle dage på hotel på Manhattan. På den måde får vi mest ud af de dage jeg ikke skal på arbejde og Louise og Katja får også boet lidt i byen.

mandag den 30. september 2013

De lokale superhelte

I Hoboken har vi vores helt egen Spider-Man og Batman rendende rundt - eller faktisk kører de henholdsvis på scooter og cykel. Man møder dem især om aftenen i weekenden, hvor de danser til musikken fra deres medbragte anlæg, tror de er en slags lokale berømtheder, ser i hvert tilfælde folk få taget billeder med dem.

tirsdag den 10. september 2013

Stilhed på bloggen

Det har været svært for mig at tage mig sammen til at skrive om hvordan det går her. Jeg tænker at formatet efterhånden er for kedeligt og måske giver det bare ikke mening at skrive videre efter 10 måneder. Da jeg skulle tager beslutningen om at tage af sted igen, var jeg glad for at jeg kunne læse om nogle af mine tanker da jeg var i Boston, men især når der er gået mange dage uden en opdatering føles det hele lidt som en pligt. Der er også stadig mange følelser omkring arbejdet og det at være så langt væk fra familie og venner i Danmark som jeg alligevel censurer her.
Mens jeg tænker over hvordan jeg vil gribe det an, kan jeg jo prøve at realisere idéen om at sætte lidt flere ”hverdag i USA” billeder på bloggen…

I USA hegner man folk der drikker øl inde...

søndag den 1. september 2013

På nye eventyr

I fredags tog jeg i biografen med fremmede mennesker, de var heldigvis ikke frememde så længe. Jeg har fundet en Meetup gruppe der mødes for at se en film og gå ud at spise bagefter. Vi så World’s End og eftersom filmen handler om en pub crawl, var vi nogle der gik videre ud for at få en øl. Jeg havde helt glemt hvor sjovt det er at komme ud og møde nye mennesker, jeg tænker bestemt at jeg skal med igen næste gang der er en film jeg vil se.
Da min bofælles fætter mangler et sted at bo låner han vores gæsteværelse i 2 uger. Efter jeg havde så mange gæster i foråret er jeg glad for at bofællen også har brug for gæsteværelset. Der er kun en måned til at jeg får besøg af Louise fra min folkeskoleklasse og hendes søster.

tirsdag den 27. august 2013

Tandlæge på amerikansk

I lørdags fik jeg endelig taget mig sammen til at tage forbi en tandlæge. Jeg valgte et sted lige ved siden af hvor jeg bor, der har åbent sent på hverdage og hver anden lørdag. Det så ud til at være et pænt sted da jeg kom ind, så jeg sagde ja til at få taget røntgenbilleder med det samme. Selvfølgelig var aften- og weekendtiderne booket frem til slutningen af september, men når jeg nu var fik jeg en tid mandag, selvom jeg måtte tage tidligt fra arbejde.
Så i går var jeg til tandlægen og jeg må indrømme at jeg mere end en gang savnede min tandlæge hjemme i Danmark. Det var udmærket, men blev bare gjort lidt anderledes og eftersom jeg kan blive meget nervøs hos tandlægen savnede jeg de faste rutiner. Men det er overstået og de kunne ikke finde noget der skulle være skyld i at jeg har haft ondt, så måske var det bare psykologisk fordi jeg vidste jeg ikke havde været til tandlæge i næsten et år. De ville til gengæld meget gerne have lov til at lave nogle fyldninger i mine tyggeflader, da de mente at de kunne forebygge huller. Jeg sagde at jeg ville vende tilbage efter jeg har kontaktet min tandlæge i Danmark, så nu har jeg fået tilsendt alle mine røntgenbilleder, så jeg har da fået lidt for pengene.

I søndags var jeg en tur på stranden med Joanne og hendes kæreste Ben. Vi kørte til Sandy Hook hvor der både er strand, et fyrtårn og en gammel militærbase, så albummet er blevet opdateret med nogle nye billeder. Det var sjovt at se lidt mere af New Jersey, det er jo ikke særlig tit jeg tager længere væk end New York City.

Efter en del overvejelser omkring muligheden for at få mit indrejsevisum fornyet omkring jul er der nu taget en beslutningen om at jeg bliver her og mine forældre kommer på besøg igen til jul. Det er rart at have det afklaret og i stedet for en uge hjemme til jul planlægger jeg nu at komme til Danmark 2 uger i foråret, måske omkring påske. Mine forældre har fået solgt huset i Ledøje og planlægger at flytte til Frederiksberg inden jul, så det bliver spændende at komme hjem og se hvordan de har indrettet sig.

tirsdag den 20. august 2013

Sommeren går på hæld

Her til aften var jeg til udendørs yoga med Joanne og det var næsten mørkt da vi var færdige kl. 20. Der er kun én gratis udendørs yoga tirsdag tilbage og i morgen vises sidste film denne sommer. Joanne vil gerne ud og opleve noget i weekenden, mens der stadig er lidt sommer tilbage og jeg tager meget gerne med - når folk med biler vil på eventyr er det bare at slå til, når man ikke selv har en bil.
Det meste af weekenden gik med at slappe af og få set sæson 1 og 2 af Lars von Triers Riget, som Sanne har sendt til mig. Jeg må have set sæson 1 i 1994 da den blev vist første gang, men den var faktisk slet ikke så skræmmende som jeg huskede. Jeg fik også snakket med Sanne og Sine samtidig, så det var næsten som at være i Danmark igen.
Jeg har været så heldig, at jeg har fået en lydbog af Natacha, da hun tester Storytel. Jeg valgte Michael Crichtons bog Next, jeg har læst mange af hans bøger og dette er den sidste han udgav inden hans død. Nu har jeg så lavet en aftale med mig selv om at den skal høres når jeg løber, for selvom jeg tog løbetøj med til Danmark blev der ikke tid til en eneste tur og jeg har ikke løbet siden.