Boligsituationen

Lige omkring den tid hvor jeg underskrev min nye kontrakt med David, der løber frem til 31. juli, fik jeg også min første 14 dages løn i 2014. Da jeg startede med at arbejde i 2012 betyder det at jeg nu har tjent løn i USA i 2 skatte år. Så jeg skal betale mere i skat og jeg må jo indrømme at det i 2013 egentlig ikke løb rundt økonomisk, men jeg vidste godt, da jeg tog jobbet, at jeg ikke ville ende med en opsparing efter dette eventyr.
Heldigvis får jeg penge tilbage fra det amerikansk skatvæsen, men det er slet ikke nok og har igen måtte overføre penge fra min danske konto. Jeg går med tanken om at finde et billigere sted at bo. Valgte at bo i Hoboken da det er tæt på New York City og selvom det betyder det er dyrt, var planen oprindeligt at jeg skulle til Columbia (i NYC) oftere og så er Hoboken lige i midten. At flytte til sommer og prøve at finde et billigere sted i kun 3 måneder vil heller ikke blive nemt, korttidsleje er dyrt, men kunne selvfølgelig flytte længere ind i New Jersey, men holde mig tæt på togene så jeg ikke skal til at tænke på bil.
En fantastisk fordel ved lejligheden jeg bor i nu er at vi har et gæsteværelse, uden det tror jeg ikke jeg havde fået så meget besøg, som er er så heldig at have fået/får - og ville ikke udsætte en bofælle for det, hvis det foregik på sofa i stuen hver gang.
Apropos bofællen har jeg også brokket mig en del over ham på det sidste til alle der gider lytte, han er sikkert også træt af mig på nogle punkter, men jeg er nok bare ved at have fået nok af det at have en bofælle. Tror jeg må se på hvordan jeg har det når jeg kommer tilbage fra ferie i Danmark.

Ang. arbejdet så er min chefs forståelse og overbærenhed med at jeg var igennem en hård oplevelse omkring overfaldet, og det der nu giver mig problemer i forhold til arbejdet, vidst ved at være opbrugt. Jeg kan godt forstå ham, der er efterhånden kun 8 måneder tilbage af min ansættelse og jeg er skrækslagende for at komme herfra uden artikler. Dette sætter selvfølgelig min angst i højeste gear og gør at jeg nærmest intet kan fortage mig. Med hjælp fra medicinen og nogle tricks jeg har fundet ud af virker på mig så kommer jeg dog videre, men er nok lige i en bølgedal, og det er jo klart det sker lige efter jeg siger højt at det går lidt bedre.