søndag den 31. marts 2013

Game of Thro…

Jeg var helt klar til at se første afsnit af tredje sæson af Game of Thrones, har læst 69% af bogen så regner med at blive færdig med den inden sæsonen slutter. Min bofælle skulle til en basket ball kamp, men jeg havde fået lov til at låne fjernsynet i hans stue. Han havde dog sørget for at optage afsnittet og da optagelsen gik i gang lige inden programstart røg det signal jeg så. Jeg turde ikke rode med noget der kunne resulterer i at optagelsen stoppede så nu må jeg pænt vente. Det er nok også hyggeligere at se det sammen, det var også den oprindelige plan.

I går tog jeg forbi Jon Burgerman udstilling i East Village, jeg var farlig tæt på at købe en af hans originale tegninger. Jeg endte dog med at ikke at købe noget, da jeg jo godt ved at det økonomisk kun lige løber rundt med min amerikanske løn og mine amerikanske udgifter. Her kunne man selvfølgelig sige at jeg skulle finde mig en billigere lejlighed, men jeg er så glad for at bo her at jeg er villig til at være økonomisk fornuftig det meste af tiden.
Det var solskin og omkring 15 grader, det var skønt at kunne gå rundt på Manhattan uden jakke og mærke solen varme. Jeg mødtes med bl.a. Thomas og David til nogle øl og et spil Snyd. Det var en fast tradition at spille Snyd på Summer School i Molekylær Metabolisme, så det var sjovt at få terning spillet genopfrisket.

fredag den 29. marts 2013

Rotte status

I dag måtte jeg af med 89 ud af mine 141 rotter, da det endelig var tid til at vælge dem der er blevet tykkest og dem der er tyndest. Så i næste uge får vi travlt med de resterende rotter.
Selvom det var Langfredag og fridag for nogle arbejdspladser i USA var vi på arbejde. Når jeg tænker på hvor dejlig mange fridage man har i Danmark kunne jeg godt trænge til en forlænget weekend.
For tiden koger vi drikkevandet i Hoboken, da en vandledning blev gravet over i torsdags, heldigvis har vi haft vand i hanen når vi har været hjemme.
I morgen har jeg planer om at skulle forbi en Jon Burgerman en-dags udstilling i East Village. Det er nu herligt med en god grund til at tage til Manhattan i weekenden – og vejret skulle blive godt!

mandag den 25. marts 2013

Siden sidst…

Der er blevet rusket op i min tog-rutine! Endelig, 5 måneder efter stormen Sandy, er der indsat flere toge på den strækning jeg tager for at komme på arbejde. Der er ikke ændret på det tidpunkt mit favorit tog kører om morgenen (6:55), men det er nogle andre konduktører. Fordelen ved at tage det samme tog med samme konduktør var ellers at jeg slet ikke skulle vise min måneds-billet mere. Heldigvis var de andre passagerer jeg plejer at sidde i kupé med der, så følte mig ikke helt alene. Nu har jeg så flere mulige tidspunkter jeg kan tage toget hjem på, hvilket giver en del mere frihed.

Lørdag var meget produktiv. Jeg fik postet mine amerikanske skattepapirer, som jeg havde fået hjælp til at udfylde af min kollega Christelle. Vi kom frem til at jeg skal have lidt penge tilbage, nu må vi se om amerikanske skattefar er enig.
Jeg var i Ikea med min bofælle, vi lejede en bil i 3 timer og havde lagt en plan for hvad vi skulle have. Det vigtigste for mig var et nyt gulvtæppe, det jeg har købt/arvet fra den gamle Louise er ikke til at få rent. Jeg vidste hvad jeg ville have, men selvfølgelig levede det slet ikke op til forventningerne og jeg endte med noget i en lidt mere amerikansk stil. Købte så en rød og en hvid stol for at give stuen et dansk præg og nogle pudebetræk samt en ramme til min Burgerman plakat (med autograf). Det er rart at have nogle ting jeg selv har valgt og har her til aften flyttet rundt på mine ting i stuen (der er nogle nye billeder i New Jersey/New York 2013 albummet)
Lørdag aften var jeg til fest hos Hannah i en rigtig New York lejlighed, Hannah har jeg mødt til Danes in NYC og European Happy Hour arrangementer. Jeg havde min bofælle med, han skulle mødes med nogle andre i NYC senere. Heldigvis for ham var det ikke kun danskere, men han kan vel snart sproget.

Det skal da også lige nævnes at jeg torsdag fik en pakke fra min moster og onkel. Pakken var fyldt med flere varianter af slik æg i anledningen af påsken og et meget fint dansk porcelæn påskeæg. Det er rart med lidt hygge fra Danmark, især når man bliver snydt for alle de dejlige påske fridage. Universitet hvor jeg er ansat har Langfredag som en fridag, men den bliver ikke holdt på hospitalet hvor jeg arbejder, så et godt råd fra de andre kollegaer er at komme på arbejde da chefen sikkert der. Jeg har faktisk også rotter der skal vejes og det er jo ikke fordi jeg har andre planer. I laboratoriet er jeg stadig på et stadie hvor jeg tester metoder på væv fra normale rotter (i modsætning til Diet Induced Obesity og Diet Resistant) og det meste virker, så jeg kan egentlig ikke tillade mig at beklage mig, men føler stadig at jeg har lidt svært ved at se det store billede – jeg håber overblikket kommer til mig snart…

onsdag den 20. marts 2013

Jon Burgerman foredrag

Amerikanerne er vidst sikre på at der er noget i vejen med mig fordi jeg vælger at gå til toget. Da jeg var på vej hjem i dag var der en mand som tilbød mig et lift, fordi han altid så mig gå. Dette skete på parkeringspladsen ved hospitalet og han præsenterede sig selv og hvilken afdeling han arbejdede på, men sagde pænt nej tak til lift med fremmed. Jeg får nogle gange et lift med en kollega (som jeg kender!), men det er oftest når vejret er dårligt. Jeg er faktisk godt tilfreds med at være en "walker" og får hørt podcast eller musik til og fra arbejdet hver morgen.
Jeg så lige mit snit til at smutte til Manhattan her til aften. Der var et foredrag med kunstneren Jon Burgerman der lød inspirerede - og det var det, på en rodet, sjov, gid-jeg-kunne-have-bare-en-lille-smule-af-den-energi-når-jeg-holder-foredrag måde! Jeg opdagede det i dag så tog af sted alene, kunne godt ønske at jeg havde nogen at snakke med om oplevelsen, men er glad for at jeg fik det gjort. Jeg må holde øje med hans udstillinger og overtale nogen til at tage med. Jeg fik mulighed for at sige godt arbejde og godt foredrag, derudover fik jeg også en lille plakat med en underskrift med hjem. Jeg har en af hans plakater hjemme i Danmark og her et sleeve til min computer med hans design. Min interesse for hans kunst startede da jeg så Wenches wall sticker, så jeg sendte hende en tanke inden foredraget (altså mentalt) - og efter foredraget havde hun så sendt mig en e-mail, det havde været lidt mere utroligt hvis jeg ikke fornyeligt havde sendt hende en pakke, men synes stadig det var fantastik timing!

Jon Burgerman plakat med underskrift:

mandag den 18. marts 2013

Skype-weekend

Jeg har Skypet usandsynlig meget i weekenden og det har været rigtig hyggeligt. Det ender med at min bofælle kan forstå dansk efter at have hørt sproget så meget.
Derudover tog jeg mig sammen til at komme ud for at kigge på et gulvtæppe til stuen, synes dog det meste af det jeg fandt var ret kedeligt. Sanne hjalp over Skype med at kigge på stuen og på nettet efter gode ting, og vi blev enige om at jeg nok skal en tur i Ikea igen – nu har jeg heller ikke været der siden jeg boede sammen med Thomas.
Jeg har prøvet at få styr på min amerikanske skat, men det er ikke en succes. Det værste er at jeg også skal se på min danske skat, da jeg åbenbart skal udfylde en selvangivelse efter at være flyttet. Jeg vil prøve at hører Chrsitelle, den franske postdoc jeg arbejder sammen med, om hun vil hjælpe ellers overvejer jeg stærkt at betale for at få hjælp.
Planer om ikke at have planer er åbenbart ikke sunde, i dag har jeg følt mig lidt sløj og snottet. Efter nogle appelsiner og te med honning her til aften håber jeg at jeg er frisk til at tage på arbejde i morgen.

fredag den 15. marts 2013

Om ægte samtaler

Har her til aften haft en rigtig god snak med en ven hjemme i Danmark, nu sidder jeg og føler mig positiv og glad. På en måde overvejer jeg hvorfor jeg ikke er i Danmark når jeg har venner og familie jeg savner, men samtidig gav det mig også en fornyet overbevisning om at jeg gør det der er rigtigt for mig lige nu.
Der er jo en vis grad af censur når man skriver noget som alle kan se og et par af mine venner får den rå udgave af mine oplevelser, jeg tager hatten af for at de gider høre på det! Det er usammenhængende tanker om op- og nedturer i en pærevælling, men tror det er nogenlunde normalt når man er langt væk hjemme fra...

torsdag den 14. marts 2013

Træthed

Jeg er træt her til aften og overvejer at gå tidligt i seng.
I går var jeg til European Happy Hour Meet Up i NYC og havde en sjov aften. Endte dog med at snakke en del med de danskere der kom, burde måske have snakket lidt mere med de andre europæere. Der er grupperinger mellem danskerne jeg møder og egentlig er det et lille samfund, for tiden føler jeg en ubestemmelig angst for at træde de forkerte over tæerne og blive udstødt. Det hjælper meget at være åben og snakke med folk, men jeg sidder også tilbage med en følelse af at vende vrangen ud på mig selv. Jeg har lyst til at lukke verden lidt ude og bare være mig, måske bare en weekend.
Det kan være lidt uoverskueligt med alle de muligheder der er for at møde folk i NYC og man går jo altid glip af et eller andet. Jeg føler mig heldig at jeg har mødt nogle flinke mennesker ind til videre. Faktisk har en del af dem været her længere end mig og har planer om at blive endnu længere, så de må være ret trænede i at møde nye mennesker hele tiden.
Jeg tror det er sengetid nu. Der er to uger til tredje sæson af Game of Thrones starter igen og jeg er kun halvvejs gennem tredje bog, måske kan jeg nå at læse mere end en side inden mine øjne ikke kan holde sig åbne mere. Selvom jeg stadig ikke har skaffet et fjernsyn får jeg brugt Hulu og kan godt ende med at se fjernsyn på iPad’en i sengen. Helt ærligt tror jeg ikke jeg får anskaffet mig et fjernsyn, min bofælle har jo også allerede et og jeg må gerne se med, så der er planer om Game of Thrones søndags-hygge snart.